Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Smukke gåture: Vandreruter i og omkring Esbjerg for hele familien

IMG_4479-1024x768
Arkivfoto

Ovenpå en tid med måske lidt for meget stress og jag kan en gåtur i vores skønne naturområder være lige noget for dig.

Det er en god måde at starte det nye år på, hvor familien kan samles og lave noget aktivt. Så tag det varme tøj på og gå på opdagelse i vores smukke, naturskønne områder i og omkring Esbjerg, som er en del af Nationalpark Vadehavet.

En helt særlig perle med fantastiske naturoplevelser hele året rundt, der blandt andet byder på millioner af trækfugle, gråsæler og spættede sæler, masser af østers, og et af de få steder, hvor det er muligt at opleve sort sol.

Derudover finder du et landskab, der er i evig forandring, med store arealer med vand, hvor havbunden tørlægges to gange i døgnet.

Vi har her samlet nogle bud på, hvor du kan tage hen.

Smukke gåture: Vandreruter i og omkring Esbjerg for hele familien
Marbæk plantage. Pressefoto

Marbæk plantage

Små 20 kilometer fra Esbjerg midtby finder du Marbæk Plantage. Har du endnu ikke givet dig selv den gave at tage ud og opleve plantagen, så kan det næsten kun gå for langsomt.

Uanset om du er til vandring, løb, cykling eller en tur med din hest, er der masser af markerede ruter rundt i hele Marbæk-området, og det er let at finde vej.

De markerede gåture varierer i længde, med Kravnsøstien som den korteste på 1,5 kilometer og Marbækstien på 10 kilometer.

Er du på tur med din hest, findes der flere ridestier på op til 21 kilometer rundt i Marbæk Plantage.

Har du cyklen med, eller nærmere mountainbiken, kan du følge den 5 kilometer lange markerede rute, som primært består af singletrack.

Smukke gåture: Vandreruter i og omkring Esbjerg for hele familien
Hjerting Strand er typisk populær, når det er varmt. Foto: Cecilie Winther

Hjerting Strandpromonade og – park

Cirka 10 kilometer fra Esbjerg finder du Hjerting Strandpromenade, og hvis du fortsætter langs stranden mod Marbæk, kommer du til Hjerting Strandpark.

Specielt om sommeren, når vejret er godt, er stranden fyldt med mennesker – både dem, der kommer for at bade, og dem, der er på jagt efter en god is og den smukke udsigt. Om vinteren er stedet populært blandt vinterbadere.

I området finder du også Hjerting energisti, som er 4,8 kilometer lang og som tager dig med på en skøn og frisk tur langs Vadehavet som går via Hjerting Strandpromenade, forbi sejlklubben og langs stranden og videre mod Hjerting Strandpark.

Igennem Strandparken fortsætter energistien, så du kan også vælge at parkere på den offentlige p-plads ved Sanatorievej og starte ruten igennem Strandparken. Området byder generelt på varieret natur ved Vadehavet og Ho Bugt.

Gennem Hjerting Strandpark er der forskellige skulpturer undervejs. Hvis du er der, når mørket er faldet på, kan du opleve lysende kupler i parken.

Hvis du trænger til et hvil, er der flere steder i parken opsat skovtursbænke af træ, som du kan benytte.

I parken finder du også en ni meter lang legeskulptur, Flynderen. Her kan man klatre og lege på flynderen, der er lavet af træ. Skulpturen er et populært udflugtsmål for både små og store legebørn.

Fra p-pladsen er der cirka 900 meter ned til stranden, og du kan følge stien hele vejen derned. Hvis du har lyst til en lidt længere vandretur, kan du gå langs stranden til Strandpromenaden, der ligger cirka 800 meter derfra.

Alternativt kan du gå modsat og følge stranden nordøst, hvor du kan vandre cirka to kilometer ad Marbækstien og opleve Vadehavet og klinten ved Sjelborg, to virkelig smukke ruter.

Offentligt p-plads til Hjerting Stranpark finder du ved Sanatorievej, 6710 Esbjerg V.
Her er der også offentlige toiletter

Smukke gåture: Vandreruter i og omkring Esbjerg for hele familien
Langgangen der forbinder Esbjerg Havn og by / Foto: Camilla Thorenfeldt

Ruten der forbinder by, park og havn

Hvis du befinder dig tæt på midtbyen og ønsker en gåtur, der byder på andet end butiksruder, kan du med fordel benytte dig af Landgangen, der forbinder byen og havnen.

Her kan du gå på den lange gangbro, der har flere udsigtspunkter undervejs. Du finder Landgangen på Havegade, lige til højre for Musikhuset Esbjerg, Vandtårnet og Byparken, hvis du står og kigger ind på dem.

Gangbroen leder dig mellem trækronerne i Byparken og ned til havnen. Det er muligt at have både cykel og kørestole med, da der er en elevator ned til havnen.

Når du kommer ned til havnen, befinder du dig midt i Esbjergs DNA. Selvom Esbjerg er en ung havneby, kan du her få en fornemmelse af det erhvervsliv, der præger havnen.

De enorme skibe, der ligger i havn, transporterer vindmøller ud til hele verden og bidrager ikke kun til Esbjerg og Danmarks energiforsyning, men også til resten af verden.

Om sommeren finder du også lidt af en skjult perle ved “Dokken City Beach” på Esbjerg Havn. Her finder du en kunstig strand, hvor der er mulighed for at spille beach volley, få en lækker drink eller få stillet sulten. Deres åbningstider afhænger dog af vejret, så det er kun når solen skinner i sommerperioden, at de har åbent.

Men så er det virkelig også et besøg værd.

Smukke gåture: Vandreruter i og omkring Esbjerg for hele familien
Foto: Esbjerg Kommune

Midt i Esbjerg er vores største bypark

Vi kan ikke undgå at nævne Vognsbølparken, når vi taler om steder til en herlig gå- eller løbetur.

Lige midt i Esbjerg, overfor Blue Water Arena på Gammel Vardevej, finder du Esbjergs største bypark, nemlig Vognsbølparken.

Her er der masser af stisystemer, som bringer dig rundt i hele parken. Du kan opleve søer og træer med masser af fugleliv og der går også rådyr rundt derude – indhegnet.

Hvis du gerne vil ind og gå rådyrene, ligger Dyrehaven i Nørreskoven ikke langt derfra.

Rundt i Vognsbølparken kan du også vælge at følge Energistien som er 2,6 kilometer lang og er faktisk også den mest handicapvenlige af alle energistierne i Esbjerg Kommune. Ruten går rundt om søerne i parken og der er rig mulighed for at tage flere hvil undervejs, da der er bænke og parkstole stillet op rundt i parken.

Er børnene med, eller vil du selv slippe dit indre legebarn løs, har Vognsbølparken også en stor legeplads. Her finder du blandt andet en svævebane, en lang rutsjebane, der fører lige ned i “Gryden”, og flere forskellige legetårne.

Hvis du foretrækker at løbe, er Vognsbølparken oplagt, da der også er stationer med træningsredskaber, hvor du kan bruge din egen kropsvægt som modstand.

Parken er et sted med aktiviteter for alle aldre og danner også rammen om nogle af Esbjergs største begivenheder i løbet af året.

Smukke gåture: Vandreruter i og omkring Esbjerg for hele familien
Mejse. Foto: Canva

Østskoven byder både på skøn natur og overnatningsmuligheder

Østskoven er en relativt “ung” skov, da Esbjerg Kommune begyndte at plante den i 1984.

Området er virkelig hyggeligt og byder på 40 forskellige typer træer og buske, som skaber en skovturoplevelse for både mennesker og dyr.

Hvis du befinder dig i den østlige del af Esbjerg, er Østskoven et oplagt valg til en vandre- eller løbetur.

Er du frisk på at overnatte i naturen, kan du booke den store bålhytte i skoven. Her er det muligt at overnatte i shelters.

Der er også bålsted, som man frit må benytte, så pak den varme kakao, kaffe eller te og lav en omgang dej til snobrød hjemmefra og imens det bliver færdig, kan naturen nydes.

I sensommeren og efteråret kan du plukke bær og frugter som æbler, mirabeller, hyben, hyldebær, brombær og slåen. Om vinteren giver blandingen af løv- og nåletræer læ og mulighed for at finde skjul i skoven.

Ved Uglvig Bæk er der anlagt en sø tæt ved flere mindre vandhuller. Derfor er der rig mulighed for at gå på jagt efter insekter, frøer og padder og iagttage dem.

I efteråret er området oplagt til at gå på jagt efter svampe, og i vintermånederne kan man være heldige at se de små fugle som den lille halemejse, vindroslen og dompappen.

Del artikel


Korte videoer

Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.