Snart kan du opleve gys i Esbjerg: Mærk ubehaget komme snigende
Du skal ikke vente længe, før du kan opleve en sand dramatisk gyser med ramme i Esbjerg.
Filmen Mulm har premiere 5. december i biografer landet over.
Mulm er baseret på en bog af samme navn skrevet af esbjergenseren Teddy Vork, og filmen er instrueret af Martin Vrede Nielsen.
Tirsdag aften var der forpremiere på filmen i Nordisk Film Biografer Esbjerg, hvor forfatteren og instruktøren også var til stede.
Ubehagelig oplevelse
Lad det være sagt med det samme. Mulm er ikke nogen rar film at se. Faktisk er den det stik modsatte, og det er præcis sådan det skal være.
I filmen følger vi hovedpersonen Jacob (Jens Sætter Lassen), hvis kone Maja (Julie Christiansen) bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. Mens Maja er indlagt skal Jacob forsøge at opretholde en normal hverdag for ham selv og deres søn Johannes (Louis Trinskjær).
Men alt omkring Jacob bliver mere og mere mystisk, hvor både Johannes, familiens hus og Jacob selv virker forbandet.
Som publikum sidder man med en konstant knude i maven, imens man prøver at finde ud af, om der er overnaturlige kræfter på spil, eller om vi er vidne til mand, som er ved at blive sindsyg.
Jo længere frem i filmen man kommer, jo mere ubehagelig bliver filmen også at overvære – på den fede måde vel og mærke.
Filmen udspiller sig i Esbjerg, hvor blandt andet Spangsbjerg Psykiatriske Hospital spiller en central rolle. Derudover vil esbjergensere genkende flere af byens varetegn, som dukker op i filmen.
Endelig er det også det esbjergensiske band Kellermensch, som har stået for musikken til filmen.
Jeg blev bange
Efter visningen af filmen styrede bibliotekar Jacob Holm Krogsøe en talk, hvor publikum havde mulighed for at stille spørgsmål til forfatteren og instruktøren på Mulm.
Her fik de fremmødte i biografen i Esbjerg indblik i tilblivelsen af både bog og film.
“Ideen til historien fik jeg, fordi jeg på et tidspunkt stod udenfor vores hus og røg, mens min søns mor var indlagt. Jeg syntes simpelthen, det var så uhyggeligt. Jeg kunne ikke stå og ryge i haven, fordi der var bare uhyggeligt, så jeg gik ud til vejen, som ellers er ret trafikeret, men på det tidspunkt var der ikke trafik.
Mens jeg stod der og røg var jeg både bange og utryg, og så tænkte jeg lige pludselig, at der stod noget inde i køkkenet og kiggede på mig. Og så blev jeg rigtig bange. Så gik der lidt tid, og jeg tænkte, at det kunne være, at der var en historie her. Og så skrev jeg noget fra den følelse, jeg havde, og den følelse, jeg fik de der nætter i det hus”, sagde Teddy Vork.
Ifølge Martin Vrede Nielsen kunne han hurtigt forestille sig, hvordan bogen kunne filmatiseres, da han havde læst Mulm første gang.
“Jeg tror, at det måske er Teddys mest personlige bog. For mig var det meget vigtigt, at jeg kom med en en film, som Teddy kunne spejle sin bog i, og at han ikke følte, at jeg havde lavet om på det hele og tilføjet en masse blodsprøjt. Den blev holdt i samme stil, og jeg har kun taget enkelte friheder”, fortalte Martin Vrede Nielsen.
Det var Jacob Holm Krogsøe, som styrede samtalen med Teddy Vork og Martin Vrede Nielsen. Han udtrykte også stor begejstring for filmen, og at det er lykkedes folkene bag filmen at lave en dansk gyser.
Derfor havde han også en opfordring til publikum i salen.
“Hvis man godt kan lide genrebøger som Teddys, så støt op og læs dem. Og hvis man godt kan lide genrefilm, som dem Martin laver, så støt også op om dem og gå i biografen og se dem”, sagde Jacob Holm Krogsøe.