Socialt ansvar i fokus: Esbjerg fB og KORN180 hjælper udsatte
Esbjerg fB tager nu et nyt skridt for at gøre en forskel.
Klubben har nemlig indgået et samarbejde med KORN180, en socialøkonomisk virksomhed her i Esbjerg, der arbejder for at støtte unge mennesker, som har det svært i livet. Det skriver de på deres hjemmeside.
KORN180 holder til i Torvegade 70, i baggården i Esbjerg, og fungerer som et frivilligt være- og værksted for unge, der bøvler med livet på flere måder.
Her handler det om at skabe muligheder, fællesskab og støtte til dem, der har brug for det.
Samtidig er KORN180 en virksomhed med fokus på at give nyt liv til gamle og brugte ting.
De sælger genbrug i sin nuværende stand, hvor det er muligt, i renoverede versioner, hvor nødvendigt, og i re-designs, hvor den nye og kreative vinkel ligger lige om hjørnet.
Samarbejde med mening
Her kunne EfB og KORN180 netop se et samarbejde, der kunne få betydning for begge parter.
“EfB vil gerne samarbejde med os om mennesker, miljø og fællesskaber, og derfor giver det rigtig meget mening at lave et samarbejde, og det sætter vi pris på,” fortæller Ditte Nørup fra KORN180.
Hos EfB ser man samarbejdet som en naturlig del af klubbens samfundsansvar.
“Det er vigtigt for os, at vi tager et samfundsansvar. Særligt i den position vi har, hvor vi er i kontakt med rigtig mange esbjergensere og følgere af EfB, så kan vi gøre en forskel, og i dette samarbejde gør vi en forskel for udsatte unge, og det er vi glade for,” siger adm. direktør Allan L. Agerholm.
Pant med stor betydning
EfB’s administration har fået monteret en pantboks i køkkenet, der naturligvis er designet af KORN180, så medarbejderne nemt kan donere deres pant og dermed støtte KORN180’s arbejde for unge i Esbjerg.
“Helt konkret har EfB’s administration fået en pantboks monteret i køkkenet, som giver mulighed for medarbejderne for at tage socialt ansvar og donere deres pant og dermed støtte op om projektet,” siger Theo Thomsen fra KORN180.
Med det nye samarbejde viser EfB og KORN180, at fællesskab, miljø og socialt ansvar kan gå hånd i hånd, og at der er plads til alle i Esbjerg.
Ikke nok med det, så er det faktisk muligt for alle, der ønsker at støtte op om de unge og udsatte i Esbjerg igennem KORN180, at få sat en pantboks op på sin arbejdsplads, med individuel udsmykning.
Man skal blot tage kontakt til KORN180, og så finder man individuelt ud af, hvordan en pantboks skal være, og hvornår de afhenter pant med mere.