Nyhedsbrev

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Esbjerg.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Esbjerg.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til nyhedsbrevet accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Koncerter under åben himmel: Musik, mad og hygge på den fineste ø

Af Cecilie Winther Christiansen
Foto: Fanø Vesterland / Morten Fog
Foto: Fanø Vesterland / Morten Fog

Fanø Vesterland er der vist ikke mange esbjergensere, der ikke kender til, men kender du til Sommerliv?

Lørdag den 13. juli åbner teamet bag Fanø Vesterland nemlig deres hyggelige “lille” have op på Fanøgården og byder indenfor til en dag under åben himmel med en masse skøn livemusik.

En masse coverbands kommer i løbet af dagen, så der er garanti for fællessang – husk at smøre stemmebåndet.

Om aftenen går et stort, dansk orkester på Sommerliv-scenen. Orkesteret har aldrig før spillet Sommerliv, og det bliver holdt hemmeligt, hvem det er, men Vesterland lover fællessang og kærlighed i den lille have.

Sidste år åbnede teamet bag Sommerliv op til en gratis dag, og de tænkte ’hvis der kommer 300 gæster forbi, så er vi virkelig glade for opbakningen’. Men der blev de taget på sengen, for intet mindre end cirka 1.000 mødte op til deres arrangement med gratis musik, og de blev væltet med kærlighed, som de selv siger.

Foto: Fanø Vesterland / Morten Fog

Begrænset antal billetter kommer i salg

For at sikre sig, at de ikke bliver væltet igen i år og for at kunne bringe det store hemmelige hovednavn, har de valgt at sætte billetter til salg. Så hvis du er til en sommeraften på Fanø spækket med god livemusik, lækre drinks og mad, skal du sidde klar ved tasterne i morgen den 12. juni kl. 10.00.

Her bliver billetterne sat i salg, og hvis det går ligesom ved dette års Fanø Vesterland, ja… Så skal du nok være hurtig, for billetterne til dette års Fanø Vesterland blev nemlig udsolgt på rekordtid.

Derfor har vi taget en snak med Jesper Møller, der er direktør i Fanø Vesterland, om de forventer, at billetsalget stikker af med det samme.

“Det er altid svært at sige. Sidste år var dagen gratis, og vi gjorde det, fordi vi savnede de frivillige og vores vante gæster. Og vi endte så med at blive kørt over, fordi der kom så mange, og vi måtte endda afvise nogen i døren.

Om der kommer 200 eller 800 er ligegyldigt, vi gør det egentlig bare for at få en god dag,” siger Jesper Møller, direktør for Fanø Vesterland.

Du kan sikre din billet lige her, og det er altså i morgen kl. 10.00, at billetterne bliver sat i salg.

De koster 250 kr. pr. stk. plus gebyr, og de har kun 800 stk. til salg.

Grunden til, at de i år tager entrépris er: “Sidste år var det gratis, men i år tager vi 250 kr. pr. billet, og det er fordi et relativt stort navn kommer om aftenen, der ikke har spillet på Sommerliv før. Så vi er spændte på at se, hvor hurtigt billetsalget kommer til at gå,” siger Jesper Møller, direktør for Fanø Vesterland.

Foto: Fanø Vesterland / Morten Fog

Savner at lave sommerdage

I 2021 og 2022 lavede de Sommerdage med musik over 14 dage, men måtte aflyse Sommerliv-konceptet i 2023, som man kendte fra 2021 og 2022.

“Vi savner at lave Sommerliv, som da vi kørte det over 14 dage. Det var fedt og sjovt at lave for medarbejderne, de frivillige og gæsterne. Vi arbejder året rundt for at skabe festivalen Vesterland, hvor alt bliver fyret af over to dage i september. Derfor er det fantastisk også at skabe Sommerliv i juli.

Så med 25.-30.000 mennesker på Fanø om dagen i juli, håber vi, at en masse har lyst til at komme og nyde en masse god musik og en god fadøl til en god sommerdag på Fanø,” siger Jesper Møller, direktør for Fanø Vesterland.

Derfor blev det i år til denne ene dag med fuld skrald på musikken og et stort hemmeligt navn om aftenen, udover Fanø Vesterland som er til september.

“Generelt har vi som udgangspunkt på kontoret, at vi gerne vil lave noget, vi synes er sjovt, og så håber vi også, at andre synes det,” slutter Jesper Møller, direktør for Fanø Vesterland. Og vi kan kun give ham ret, det er et ret godt udgangspunkt at have.

Det skal lige siges, at der tidligere har været følgende kunstnere på scenen: Scarlet Pleasure, Jonah Blacksmith, Poul Krebs, Annika Aakjær, Dizzy Mizz Lizzy, Medina, Dorthe Gerlach og Carpark North. Så det er altså noget af nogle kunstnere, der plejer at indtage scenen.

Dog må vi vente i spænding på, hvem det hemmelige band er.

Del artikel

Andre læser også