Spejdere chokeret ved Esbjergs kyst: Fyldte ti sække med skrald på to timer
En forårsdag ved stranden ud for Fyrvej i Sædding blev til en konkret lektion i, hvor meget affald havet efterlader.
Omkring 30 børn og voksne fra FDF Esbjerg 1. Kreds havde iført sig handsker og grebet gribetænger, da de mandag den 19. maj deltog i en affaldsindsamling arrangeret af Sædding Fovrfeld Lokalråd.
“Det, der bliver fundet, det er jo fiskegarn, plastisk og jern. Det bliver skyllet med ind, når havet viser sig fra sin voldsomme side,” fortæller Peter Rønn, som er med i det lokale råd.
Affaldet sætter sig fast i kystens sten
På stranden samler affaldet sig, når stormen presser havet helt op. Især granitstenene, der fungerer som kystsikring, fanger plast, garn og andet skrald, som blander sig med siv og tang.
” Der lægger det sig sammen med sivene, når vandet skyller helt op. Derfor er det også muligt at finde så meget,” siger han.
Ti sække fyldt på få timer
Selvom arrangementet kun varede to timer, blev det hurtigt tydeligt, hvor meget der havde samlet sig i strandkanten. På kort tid blev der fyldt flere store sække med affald.
“Vi fyldte nok omkring ti sække med affald, og jeg tror måske, at der var 150 kilo skrald,” fortæller han.

En øjenåbner for spejderne
For børnene var dagen ikke bare fyldt med aktivitet, men også refleksion. Flere blev overraskede over, hvor meget affald der faktisk lå i naturen, især cigaretskodder fangede deres opmærksomhed.
“Nu skal vi i lokalrådet evaluere, om det her er noget, vi skal gøre igen. Det viste sig, at der var meget affald, så nu må vi se, hvad det ender med”, fortæller han
Underlige fund blandt det velkendte skrald
Udover de mere gængse fund som fiskegarn og jern, blev der også fundet mærkeligere ting. En seddel fik blandt andet flere til at undre sig over, hvad den egentlig betød.
“Der blev fundet en seddel, der var pakket ind i plastisk. Den er drevet hele vejen fra England og hertil. I sedlen stod der, at man skulle markere det sted, hvor den var fundet. Det var en sjov oplevelse”, fortæller Peter Rønn.

Fællesskab og pizza i solen
Midt i arbejdet kom der også en belønning. Deltagerne blev budt på pizza, sodavand og kage. Det hele blev nydt i det klare forårsvejr med udsigt til indsejlingen til Esbjerg.
Dagen efter hentede Esbjerg Kommune det indsamlede affald. Og på strandstien ved Fyrvej er der nu opsat standere med affaldsposer, som alle gerne må bruge, hvis de vil give en hånd med.