Stået tom i halvandet år: Snart kommer der igen børn
Fra årsskiftet overtager foreningen Natur- og lejrskolen Sønderho – kultur, oplevelser og nærvær driften af Esbjerg kommunes gamle feriekoloni.
Det står klart efter mandagens møde i Økonomiudvalget i Esbjerg Kommune.
Foreningen skal stå for den daglige drift og udlejning af stedet. Formelt er der tale om et samarbejde mellem Natur- og lejrskolen Sønderho og foreningen De Hjemløses Venner fra Esbjerg, der blandt andet driver en stor genbrugsbutik i Sædding.
Sidstnævnte har købt ejendommen af Esbjerg kommune for at kunne hjælpe og støtte udsatte børn og deres familier til gode oplevelser.
”Vi er meget stole af, at vores arbejde for at bevare stedet som et tilbud til børn og unge endelig er lykkedes” udtaler initiativtager til Natur- og lejrskolen Sønderho Troels Haas i en pressemeddelse.

Foreningen blev stiftet i kølvandet på en underskriftsindsamling i sommeren 2024, da Esbjerg kommune havde besluttet at spare feriekolonien væk.
I forsommeren 2025 blev Troels Haas kontaktet af foreningen De Hjemløses Venner fra Esbjerg, der gerne ville hjælpe med at realiserer drømmen om at overtage stedet.
I juni måned fik de to foreninger den glædelige nyhed at Tage og Alice Sørensens fond ville støtte et køb af ejendommen. I skrivende stund afventes den endelige godkendelse af en handel i Esbjerg byråd, så der igen kan komme hundredvis af glade børn på lejr i Sønderho.
Det store skifte i denne nyhed er, at ejendommen ikke længere ejes af Esbjerg kommune, hvorfor den nu også vil kunne benyttes af andre kommuners folkeskoler, privat- og friskoler, lokale og nationale foreninger og ikke mindst lokale aktører i forbindelse med større events på Fanø.
Håber på frivillige
”Nu skal vi i arbejdstøjet” siger Troels Haas i forbindelse med at foreningen inviterer til informationsmøde søndag 23. november kl. 14.00 på Fanø Krogård.
”Vi glæder os til at skulle fortælle om vores initiativ og visioner for stedet,” udtaler han.
Foreningen byder på en kop kaffe og lidt til ganen undervejs og slutter eftermiddagen af med at holde en kort generalforsamling i den nystiftede forening.
På informationsmødet håber Natur- og lejrskolen Sønderho, sammen med De Hjemløses Venner, at kunne finde en masse frivillige lokale kræfter i Esbjerg og på Fanø.
Folk der vil hjælp med lidt praktisk arbejde et par weekender i januar, være en del af det ugentlige tilsyn, køkkenhjælp i ferierne, udvikle undervisningsmaterialer til lejrskolerne, naturformidlere der vil hjælpe med at skabe en lille naturskole på stedet og mange andre der ser visioner for stedet.
”Vi håber at kunne åbne for booking af de første lejrskoler i december, så vi kan byde velkommen til de første børn lige efter vinterferien.” slutter Troels Haas af.
Læs også: Vildt beløb: Esbjerg får rekordstor millionbevilling