Stadionhallens navn de næste tre år er på plads: Glæde over hele linjen
Stadionhallen, der gennem de seneste år har heddet Blue Water Dokken, kommer også de kommende tre år til at hedde netop det.
Således er en aftale mellem Esbjerg Kommune og Team Esbjerg faldet på plads. Den nye aftale løber fra den 1. juli i år til 30. juni 2027.
Bjarne Pedersen, der både er medejer og formand i Team Esbjerg og ejer af Pedersen Gruppen, er glad for aftalen, og peger på, at navnet i dag er velkendt i medierne og folkemunde.
Bjarne Pedersen vil gerne bevare kontinuiteten.
“Jeg tror, vi er ret enige om, at så længe det kan lade sig gøre, så vil vi gøre det”, fortæller han i sin rolle som formand for håndboldklubben.
Det er Team Esbjerg, der forud for aftalen med kommunen, har forhandlet med Pedersen Gruppen, der står bag Dokken-projektet, og Blue Water.
I sin rolle som ejer og direktør for Pedersen Gruppen er Bjarne Pedersen også godt tilfreds med, at navnesponsoratet fortsætter.
“Vi er glade for, at vi stadig med vores store Dokken-projekt kan være med til at løfte Esbjerg på den måde”, siger han.
Glæde ved Blue Water
Ved Blue Water er der også glæde:
“Vi er glade for kunne forlænge navnesponsoratet. Stedet er jo et vigtigt centrum for især håndbolden i Esbjerg”, fortæller Jan Hjortlund, der er kommunikationschef ved Blue Water.
Jakob Lose, der er formand for Esbjerg Kommunes kultur- og fritidsudvalg, glæder sig over, at navnesponsorerne fortsætter.
- “Det, synes jeg bare, er flot”, slår han fast.