Stjal penge fra arbejdet: To personer er dømt i Esbjerg
En 33-årig kvinde er ved Retten i Esbjerg blevet dømt for mandatsvig efter at have misbrugt sin stilling som ansat på et hotel i Esbjerg.
Kvinden har i perioden fra 18. juni til den 7. september 2023 overført i alt 20.595 kroner fra hotellets midler til sine egne private konti.
Overførslerne fandt sted ved ni forskellige lejligheder og blev udført uden hotellets samtykke, og det medførte et tilsvarende økonomisk tab for virksomheden.
Der var tale om en tilståelsessag, og kvinden blev derfor dømt for mandatsvig.
Retten fandt det bevist, at kvinden var skyldig, og hun blev idømt 20 dages fængsel. Straffen blev dog gjort betinget under forudsætning af, at hun i en prøvetid på ét år fra dommens dato ikke begår ny kriminalitet.
Kvinden blev desuden pålagt at betale sagens omkostninger.
Ikke den eneste
Kvinden er ikke den eneste i Esbjerg, der har taget penge fra sin arbejdsgiver.
En 29-årig mand er ligeledes ved Retten i Esbjerg blevet dømt. Han er dømt for databedrageri efter at have misbrugt sit job på en tankstation i Esbjerg. Manden foretog fiktive varereturneringer og udbetalte pengene til sig selv i kontanter.
Bedrageriet skete i august sidste år om morgenen, hvor den tiltalte manipulerede med butikkens elektroniske systemer. Ved at oprette flere fiktive returtransaktioner tilegnede han sig 1.380 kroner kontant, og det medførte et tilsvarende tab for Circle K.
Tiltalte erkendte sig uden forbehold skyldig, og retten vurderede, at tilståelsen var troværdig og bakket op af sagens øvrige oplysninger.
Manden blev idømt 20 dages fængsel. Straffen blev dog gjort betinget under en række vilkår.
Tiltalte skal udføre 40 timers samfundstjeneste inden for fire måneder og være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden, som varer ét år fra dommens endelige dato.
Ved strafudmålingen lagde retten vægt på, at der var tale om et enkeltstående forhold, et relativt beskedent beløb samt at tiltalte havde givet en uforbeholden tilståelse.
Manden har tidligere været dømt for bedrageri i 2021 og fik dengang en betinget fængselsstraf.
Tiltalte blev også pålagt at betale sagens omkostninger.
Læs også: Nu faldt hammeren: Svindler narrede ældre i Esbjerg