Stjerneregn over Vesterland: Nyt kæmpe popnavn på plakaten
Når Vesterland slår dørene op den 4. og 5. september, bliver det med endnu et stærkt navn på plakaten.
Festivalen har netop offentliggjort Malte Ebert som en del af årets program, og dermed er 32 ud af i alt 36 artister nu på plads.
Læs også: Vesterland tæt på fuldt program: Ni nye navne klar til festivalen Malte Ebert har for alvor cementeret sig som en af landets mest markante popartister med sine ærlige tekster og stærke, iørefaldende melodier.
Live kan publikum forvente en koncertoplevelse, hvor det inderlige møder det selvironiske, og hvor fællessangen aldrig er langt væk.
Med en række hits i bagagen og et nærvær, der rammer publikum direkte, lægger Malte Ebert op til både eftertænksomhed og smil på læben.
“Vi har i flere år drømt om at få Malte til Vesterland. Vi elsker hans ambitiøse og kreative tilgang til musikken og branchen – og ikke mindst hans evne til at skabe en nærværende oplevelse med både tekster og popmelodier. Man overgiver sig simpelthen som publikum,” siger festivaldirektør Jesper Møller.
Sidste år udgav Malte Ebert sit første dansksprogede album “Alle veje fører hjem”, et personligt og hudløst ærligt værk, der understreger hans position som en artist med noget på hjerte.
Med offentliggørelsen af Malte Ebert tæller plakaten nu blandt andre Medina, TV-2, Hans Philip, Sort Sol, Mads Langer og Sivas, og flere navne er stadig i vente.