Nyhedsbrev

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Esbjerg.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Esbjerg.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til nyhedsbrevet accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Stor anerkendelse til veteraner: Unik ishockeykamp i vente

Af Cecilie Winther Christiansen
Foto: Niels Husted - Hockeyportalen.dk
Foto: Niels Husted - Hockeyportalen.dk

For tredje år i træk trækker ishockey-mændene fra Esbjerg Energy en helt særlig trøje over hovedet nu på fredag.

Sammen med DIF Soldaterprojekt hyldes danske veteraner gennem 44 kampe fordelt over hele landet. På fredag den 20. september hyldes de i Esbjerg, når Esbjerg Energy tager imod Rødovre Mighty Bulls hjemme i Granly Hockey Arena.

Særligt i Esbjerg er, at vi har et motions ishockeyhold bestående af veteraner og deres pårørende, som går under navnet Esbjerg Heroes.

Derfor vil det også være dem, der går på isen og holder det store flag forud for kampen, mens trupperne fra Esbjerg og Rødovre står omkring.

Det bliver en dag, hvor sporten viser, hvad den kan – nemlig at stå sammen. Det må man sige, at fansene gang på gang beviser, når Energy går på isen, og den Gule Mur sørger for stemningen.

Er du veteran, kan du komme gratis ind

I forbindelse med Energys hjemmekamp på fredag anerkendes veteranerne ikke kun symbolsk. Alle veteraner – uanset om man har været udsendt som soldat, sygeplejerske, læge eller noget helt fjerde – kan komme gratis ind til kampen.

Det er ikke kun veteranen, der kan komme gratis ind – man må også tage op til tre pårørende med. Derudover får man en gratis spise- og drikkebillet, så man kan få lidt at spise og drikke under kampen.

Dog lukker muligheden for billetter onsdag kl. 10.00, så hvis du skal have fat i en billet, skal det være inden da. Du kan sikre dig billetter til Esbjerg Energy vs. Rødovre Mighty Bulls her.

I skrivende stund har 140 personer tilmeldt sig, hvilket glæder Ditte Wandahl Nielsen, der er salgs- og marketingkoordinator ved Esbjerg Energy.

“Min far var selv veteran, så jeg ved, hvad det vil sige, og det er fedt, at vi igen i år er med, så vi kan skabe fokus på veteranmatchene og vise vores anerkendelse til Danmarks udsendte. Vi glæder os også til at vise de nye specialdesignede trøjer frem, som spillerne skal spille i på fredag, og som senere kommer på auktion,” siger Ditte Wandahl Nielsen.

Foto: Niels Husted – Hockeyportalen.dk

Mulighed for at få fingrene i “veteran”-trøjerne

De sidste to år har Esbjerg Energy også haft specialtrøjer på i forbindelse med veteranmatchen, men i år er det for første gang i deres egne farver.

“I år er det første gang, vi har specialdesignet vores eget sløringsmønster – gul og blå. Det er en overraskelse på fredag, hvordan de præcis ser ud,” fortæller Ditte Wandahl Nielsen.

Til kampen på fredag kan man købe et lod, hvor to heldige vindere trækkes. Vinderne kan selv vælge, hvilken trøje de vil have, og spilleren vil personligt overrække trøjen og skrive sin autograf på den.

Resten af trøjerne bliver sat på auktion på MatchWornShirt.com og efter kampen kan man byde på dem.

Pengene fra trøjesalget går til trygge idrætsfællesskaber for veteraner og politifolk med fysiske og psykiske mén – såkaldte Safe Zones, udviklet af DIF Soldaterprojekt.

Hvad: Veteranmatch Esbjerg Energy – Rødovre Mighty Bulls

Hvor: Granly Hockey Arena, Gl. Vardevej 82, 6700 Esbjerg

Hvornår: Fredag d. 20. september kl. 19.00

Er du veteran, kan du få din billet her. OBS! Billetsalget lukker ned onsdag d. 18. september kl. 10.00

Køb almindelig billet til kampen her

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien