Stor begejstring: Nyt børneunivers er åbnet i Esbjerg
Det summer af stemning og nysgerrighed i Kongensgade 17 A, hvor Esbjergs nye børnetøjsbutik, Børnlille, i dag har slået dørene op.
Allerede i går, da papiret i vinduet blev taget ned, kunne Annie og Kirsten Kristensen mærke nysgerrigheden.
“I går aftes pillede vi papir af vinduerne, og der var straks flere, der var henne ved vinduet og skulle kigge ind,” fortæller Kirsten Kristensen med et stort smil.
Læs også: Stor glæde i butik i Esbjerg: Nu er vinbar klar til åbning For Esbjerg har nemlig ventet på, at Børnlille skulle åbne, og Esbjerg fik også en “smagsprøve” på, hvad butikken havde at byde på, da de for 2,5 til 3 år siden åbnede en pop-up butik her i byen i to måneder.
“Vi har haft kig på Esbjerg, siden vi havde vores pop-up butik her. Vi synes, interessen var god. Vi manglede bare det rette lokale, og det synes vi, at vi har fundet her,” fortæller Annie Kristensen, ejer af Børnlille.
Stor interesse fra at dørene åbnede
Allerede når du kigger ind i butikken ude fra gågaden, kan du godt se, at du har noget at glæde dig til, hvis du er på udkig efter noget til de mindste, for sikke et børneunivers man træder ind i.
Kunderne stod også klar, da de slog dørene op klokken 10 i formiddags, hvor de i løbet af dagen både har set velkendte og nye ansigter.
Børnlille har tidligere ligget i Grindsted og har eksisteret i 6 år, hvor de også har en webshop, så Annie og Kirsten har også hilst på kunder, som de har haft i Grindsted, i dag.
“Det har været hårdt at sige farvel til Grindsted, men vi er så heldige, at flere af vores kunder har taget turen til Esbjerg for at besøge os i dag. Det betyder virkelig meget. Så det har været dejligt både at se velkendte ansigter og nye i dag,” fortæller Annie Kristensen.
Et univers for børn og en familiehistorie
Det er Annie Kristensen, der står bag Børnlille, men hun har ikke været alene. Efter kort tid i branchen fandt hun ud af, at hun havde brug for hjælp, og hendes mor, Kirsten Kristensen, har derfor været med lige siden.
Sammen har de brugt tre intense uger på at gøre butikken klar til åbning – alt fra at bygge vægge til at flytte varer og indrette det, der i dag er blevet et vildt, smukt og inspirerende børneunivers.
“Det er min butik, men min mor er en kæmpe del af det. Jeg troede, jeg bare lige selv kunne klare at starte en børnetøjsbutik, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg havde brug for hjælp. Så hun blev hurtigt en del af Børnlille,” fortæller Annie Kristensen, hvortil hendes mor Kirsten Kristensen tilføjer:
“Det er fantastisk at kunne få så tætte oplevelser sammen, også arbejdsmæssigt. Jeg ser hver dag, at Annie udlever sin drøm, og det er dejligt at være med på første hånd,” fortæller Kirsten Kristensen.
Butikken bugner af lækre mærker som Name it, lil’atelier, Marmar Copenhagen, Sissel Edelbo, Konges Sløjd, Levis og meget mere.
Her er der noget for børn i alderen 0-12 år, og de har også et helt særligt Maileg-univers, hvor fantasien kan få frit spil.
Annie har altid haft en passion for at drive butik og skabe noget smukt, og nu er drømmen blevet til virkelighed midt i Esbjerg.








