Stor forskel i skilsmisserater: Hvor ligger Esbjerg og Fanø?
Danskerne bliver stadig skilt, men hvor ofte det sker, varierer markant fra kommune til kommune.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at nogle steder i landet har langt flere ægtepar valgt at gå hver til sit, mens andre områder har mere stabile ægteskaber.
Ifølge en opgørelse fra Lavendla topper Fanø blandt de kommuner med flest skilsmisser, med en rate på 7,5 skilsmisser pr. 1.000 gifte indbyggere. Det placerer økommunen i top tre – kun overgået af Næstved (7,8) og tæt efterfulgt af Sorø (7,7).
Esbjerg Kommune ligger mere i midterfeltet og tæt på landsgennemsnittet med 5,6 skilsmisser pr. 1.000 gifte.
I modsatte ende finder man Lemvig Kommune, hvor blot 3,3 ud af 1.000 gifte blev skilt i løbet af året.
Ændrede forventninger
“Det er ærgerligt, at så mange par stadig går fra hinanden, fordi en skilsmisse ofte medfører store konsekvenser for alle involverede – både følelsesmæssigt og økonomisk,” fortæller Henriette Rendbæk, grundlægger af Lavendla i Danmark. Hun mener, at det især er ægteskabets første år, der er sårbare.
Hun peger også på ændrede forventninger til ægteskabet.
Læs også:
Fanø Half tilbage: Løb, burgere og øl på vestkysten
“Jeg ved, at mange børnefamilier er udfordret, hvilket nok er noget af forklaringen. Samtidig er begge parter ofte økonomisk uafhængige og kan klare sig selv, hvorfor vi måske stiller større krav til kærligheden og ægteskabet,” vurderer Henriette Rendbæk.
Lavendla er en rådgivningsvirksomhed, der tilbyder hjælp ved livets store begivenheder som skilsmisse, dødsfald og begravelser – med fokus på at gøre processen mere tryg og overskuelig.