Stor interesse: Her kan du blive klogere på populær uddannelse i Esbjerg
Psykologiuddannelsen på SDU i Esbjerg er stadig ung, men allerede nu kan esbjergensere mærke, at den populære uddannelse er kommet til byen.
I marts holdt SDU Esbjerg det første af en række gratis foredrag om psykologi i praksis.
SDU oplyser, at der var 150 tilmeldte til et aftenarrangement, hvor professor Lene Tanggaard fortalte om kreativitet.
Senere på foråret følger to nye foredrag med fokus på unge, ensomhed og familieliv.
Flere foredrag på vej
Næste foredrag finder sted tirsdag den 14. april om aftenen på SDU Esbjerg.
Her sætter professor Mathias Lasgaard fokus på unge og ensomhed. Han præsenterer den nyeste forskning på området, og en ung deltager fortæller om sine egne erfaringer med ensomhed. Aftenen rundes af med en panelsamtale med HUSRUM og Erling Petersson, hvor fokus er på, hvordan man kan afhjælpe ensomhed i praksis.
Det tredje foredrag i rækken holdes tirsdag den 26. maj om aftenen.
Her er det adjunkt Riikka Pauliina Svane, der taler om familien som system i samarbejde med Medvind i Østerbyen.
Hun sætter fokus på, hvad sårbarhed betyder i en dansk hverdag, hvordan det påvirker børns udvikling og trivsel, og hvilke tiltag der kan være med til at styrke sårbare børn og deres familier gennem systemiske forandringer.
Til alle foredrag er der mulighed for at komme lidt før og møde psykologistuderende.
Inden foredragene kan man få en rundvisning på SDU Esbjerg og stille spørgsmål om studielivet og den nye psykologiuddannelse.
Foredragene er gratis og åbne for alle, der er nysgerrige på emnerne eller gerne vil tættere på psykologi som fag og praksis. Projektet er støttet af Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond.
Man kan tilmelde sig via SDU’s hjemmeside her.
Læs også: SDU inviterer Esbjerg til spændende foredrag: Hvordan bruges psykologi i praksis?