Stor prishøst: Bramming Revyen blev den helt store vinder til DM
I weekenden fandt DM i Revy sted i Juelsminde, hvor amatørrevyer fra hele landet kæmpede med deres bedste numre i forskellige kategorier.
Med til DM lørdag aften var Bramming Revyen, og de blev en af aftenens helt store vindere. De løb med hele tre priser heriblandt hovedprisen Årets Revynummer. Derudover vandt Bramming Revyen Bedste Monolog og Publikumsprisen.
“Det er selvfølglig helt fantastisk, at det, man går og laver, har kvalitet, og der er professionelle, som kan lide det”, siger Per Thodsen, der er Tovholder for Bramming Revyen.
De mange revyer havde sendt deres bedste numre ind, og de blev vurderet på scenen i Juelsminde i forskellige kategorier. Numrene blev vurderet af de fire professionelle dommer Josefine Passer Kim Brandt, Mickey Pless og Hanne Bjørnskov.
Det var nummeret Den ufødte tvilling, som sikrede alle tre priser til Bramming Revyen.
“Vi synes selv, at vi er ret gode, og vi har nogle gode folk til at optræde, så vi troede på, at vi ville vinde et eller andet. Men at vi vandt tre priser, havde vi kun turde håbe på”, siger Per Thodsen.
Per Thodsen håber, at årets prishøst til DM er med til, at mange mennesker har lyst til at komme og se revyen og det prisvindende nummer, når Bramming Revyen har præmiere senere på efteråret.
Året revy i Bramming har præmiere 26. oktober og spiller frem til og med 1. november.