Stor tilslutning: Mere end 300 har meldt sig som frivillige til Royal Run
Det gik hurtigt, da billetsalget til næste års Royal Run i Ribe åbnede i sidste uge. I løbet af et par timer var alle billetter solgt i alle fem værtsbyer.
I Ribe det er ikke kun på løberuterne, at interessen har været stor. Der har også været enorm interesse for at være frivillig, når Royal Run kommer til byen. Det oplyser Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.
En overvældende stor tilslutning blev resultatet, da DGI Sydvest og Esbjerg Kommune efterspurgte frivillige til Royal Run 2025 i Ribe. Målet var 300 frivillige, og det mål er nu mere end nået.
20 foreninger fra hele kommunen har meldt ind med i alt 260 frivillige. Hertil kommer 40 privatpersoner, som har meldt sig som frivillige. Dermed har arrangørerne alle de frivillige, man skal bruge.
Ikke plads til flere
Mange flere ville gerne have givet en hånd med. Således står 10 foreninger med i alt 100 frivillige på venteliste, og der kommer stadig meldinger fra foreninger og private, der gerne vil være med.
Desværre er der ikke brug for flere frivillige i denne omgang, men fra udviklingskonsulent i DGI, Danni Callesen, som er kontaktperson for de frivillige, lyder der en stor tak til alle, som har meldt sig.
“Tusind tak til alle de frivillige, der vil være med til at skabe en fantastisk dag ved Royal Run 2025 i Ribe. Det er fantastisk at opleve et så stort engagement fra vores foreninger og fra private borgere. Uden de mange frivillige hænder ville det ikke være muligt at gennemføre den store folkefest. Her er brug for alle de 300 frivillige, vi nu har fået, hvad enten det handler om at dele vand og frugt ud, vise vej, stå ved baggageopbevaringen, eller hænge medaljer om halsen ved målstregen”, siger Danni Callesen.
Støtte til foreningerne
Ud over en kæmpe oplevelse, hvor man har det sjovt sammen med andre, kan de frivillige fra foreningerne gå hjem med et pænt bidrag til foreningskassen.
Foreninger med 10 frivillige får nemlig 4000 kroner til klubben for deres indsats ved Royal Run, mens foreninger med 15 frivillige får 6000 kroner.
“Det tog under en time for mig at skaffe de frivillige, som vi havde sagt ja til at stille med af frivillige til Royal Run i Ribe. Der var meget hurtigt udsolgt af startnumre til dette event, så derfor så vi muligheden for at være en del af festen ved at være frivillige i stedet. Vi er glade for at være en del af denne store begivenhed som Royal Run”, udtaler Jens Bo Holm-Nielsen fra Ribe Bordtennisklub.
Som frivillig privatperson får man ikke økonomisk støtte, men kan glæde sig til at være en aktiv del af en kæmpe fest, når de kongelige kommer til Ribe.
Alle de tilmeldte frivillige bliver selvfølgelig klædt godt på til opgaven og kan som en ekstra belønning også se frem til selv at gå en One Mile og få en medalje, når det officielle løb er gennemført.
Royal Run finder sted 2. pinsedag, som i 2025 er mandag 9. juni.
Udover Ribe er Viborg, Horsens, Korsør og København også værtsbyer.