Store køer i andre byer: Nu kommer konceptet endelig til Esbjerg
Der kan være lagt op til trængsel i gågaden, når en særlig popupbutik snart åbner i Kongensgade 86 i Esbjerg.
Erfaringer fra andre byer viser nemlig, at interessen kan være stor, med lange køer allerede fra de tidlige morgentimer.
Sjældne trøjer rykker ind i gågaden
Bag konceptet står Joakim Mogensen, der driver webshoppen secondfootballshirts.dk.
Efter succesfulde åbninger i blandt andet Aarhus, Aalborg, København og senest Kolding, rykker han nu videre til Esbjerg.
I Kolding oplevede han massiv interesse.
“De første stod i kø fra klokken 4.00 om natten, og da vi åbnede klokken 10, var der over 200 i kø.”
Nu håber han på samme opbakning, når popupbutikken åbner i Kongensgade.
“Vi åbner lørdag den 9. maj klokken 10.00.”
Besøgende kan se frem til omkring 500 originale fodboldtrøjer i både voksen- og børnestørrelser fra både danske og internationale klubber og landshold.
“Mange af dem er sjældne og noget, man normalt kun finder på nettet, så det er en særlig mulighed for at komme helt tæt på dem.”
Ud over det brede udvalg vil der også være en særlig udstilling med nogle af de mest eksklusive trøjer.
“Vi laver en Holy Grail-udstilling med trøjer til op mod 30.000 kroner. Det er trøjer, som man normalt kun ser i private samlinger.”
Selve oplevelsen er en vigtig del af butikken. På åbningsdagen vil der blandt andet være mystery boxes, lykkehjul med præmier og goodiebags til de første kunder.
“Det skal ikke kun handle om at købe en trøje, men om at opleve den stemning og det fællesskab, der er omkring fodbold.”
Popupbutikken holder åbent i weekenden den 9. og 10. maj.