Storkesøen tiltrak hundredvis: Så mange billetter er solgt
Solen står højt over Storkesøen i Ribe, mens de første fiskere bevæger sig målrettet mod bredden med stænger og grej i hænderne.
Der er en særlig ro over området, men også en forventning i luften, da startskuddet netop har lydt, og en ny sæson er i gang.
I år er det ikke kun en enkelt dag, men tre dage med fuldt hus, hvor fiskere fra både ind- og udland har fundet vej til søerne.
Læs også: Vil du prøve golf?: Her kan du prøve sporten gratis Udsolgt fra start
Den traditionsrige sæsonåbning ved Storkesøen har i år fået en ny form, og det har vist sig at være en succes.
Arrangementet er udvidet til tre dage, og alle 600 billetter blev hurtigt revet væk.
“Vi har været spændte på, hvordan folk ville tage imod ændringen fra gratis adgang i tre timer til billet og tre dages arrangement,” fortæller medejer Anette Kirkegaard.
Interessen har dog ikke været til at tage fejl af.

“Men det er blevet taget rigtig godt imod. Fiskerne kan lide konceptet, og mange har endda købt billet til alle tre dage og bor samtidig ved Storkesøen,” siger hun.
Startskud i morgensolen
Torsdag morgen klokken 07 blev sæsonen officielt skudt i gang, da Knud-Erik Chrestensen bød velkommen og gennemgik dagens program.
Herefter lød signalet, og kort efter strømmede de første fiskere ud mod søerne.
“Det er vigtigt for os, at alle får en god oplevelse, og at vi behandler hinanden og fiskene med respekt,” siger Knud-Erik Chrestensen.
Klokken 08 kunne de første 200 fiskere kaste snøren i vandet, mens solen allerede havde fået godt fat over Ribe.

En tradition der samler
For mange er sæsonåbningen mere end bare fiskeri.
Den er blevet en fast tradition, man vender tilbage til år efter år.
Simon fra Bremen har været en del af det i to årtier.
“Det er en god følelse at komme her. Det er altid nogle skønne dage og et virkelig godt event. Alt hænger sammen, der er en dejlig atmosfære, gode mennesker og god stemning,” siger han.
For ham handler det ikke kun om fangsten.
“Man føler sig hjemme her.”

Mandetur med fast destination
Også Markus fra Hannover er blandt de tilbagevendende gæster.
Sammen med en gruppe venner har han gjort turen til Ribe til en fast del af kalenderen.
“Vi tager afsted hvert år og bruger det som en mandetur. Vi vælger altid Storkesøen, fordi der er flotte omgivelser, der er rent og pænt og gode fisk,” fortæller han.
Oplevelsen handler også om det, der ligger uden for selve fiskeriet.
“Det betyder meget, at der er gode medarbejdere, der får os til at føle os godt tilpas.”
Klar til flere dage ved søen
Fiskeriet fortsætter fredag og lørdag, hvor endnu 200 deltagere hver dag indtager søerne.
For at sikre gode fangstmuligheder bliver der sat fisk ud løbende.
I alt bliver der udsat omkring 1,2 ton fisk hver dag under åbningen.
Samtidig er der sørget for rammerne omkring oplevelsen med både mad og aktiviteter ved Søpavillonen.

Med fuldt udsolgt arrangement og stor opbakning fra deltagerne tyder meget på, at det nye format er kommet for at blive.
Ejerne lægger ikke skjul på, at responsen har været afgørende.
“Vi melder derfor alt udsolgt – både fiskekort og overnatninger,” siger Knud-Erik Chrestensen.
Og med den start er retningen allerede sat.
Sæsonen er i gang, og forventningerne til næste år er allerede begyndt at tage form.