Studiebyen vokser: Esbjerg scorer pæne ansøgningstal
Pædagog, socialrådgiver og jordemoder hitter hos UC SYD, mens EASV oplever tilbagegang i ansøgertallet.
Kontrasten viser to forskellige tendenser i Esbjergs uddannelsesbillede.
UC SYD i Esbjerg har i år modtaget 636 førsteprioritetsansøgninger – en stigning på 18 procent i forhold til sidste år. Det samlede ansøgningstal er steget med 28 procent. Især pædagoguddannelsen oplever massiv fremgang: fra 72 til 139 ansøgere, svarende til 93 procent.
“Det er en udvikling, jeg på alle måder er utrolig tilfreds med, da det viser, at det store arbejde, vi har foretaget, nu bærer frugt,” siger rektor Alexander von Oettingen i en pressemeddelelse.
Pæne ansøgertal
Flere velfærdsuddannelser klarer sig flot. Jordemoderuddannelsen stiger med 17 procent, socialrådgiver med 39 procent, og laborantuddannelsen er gået fra usikker fremtid til fuldt hus med 32 ansøgere.
“I efteråret var vi bekymrede for, at uddannelsen ville lukke, men nu viser det sig via stærke samarbejder med aftagerfeltet, at vi måske kan gøre uddannelsen bæredygtig alligevel – og det er jeg rigtig glad for,” fortæller von Oettingen.
Men der er også fag, der har det svært. Sygeplejerske, bioanalytiker og fysioterapeutuddannelserne har alle tilbagegang.
Læs også:
Esbjerg oplever vild vækst: Dobbelt så mange vil være pædagog og laborant
“Det er ærgerligt, for de sundhedsfaglige professionsbachelorer kommer til at mangle ude på sygehusene og i kommunerne. Jeg håber, at mange potentielle studerende kommer ud af busken i løbet af sommerferien,” siger han.
UC SYD peger på øget synlighed og partnerskaber med blandt andet Esbjerg Kommune og Education Esbjerg som mulige forklaringer på fremgangen. I alt er førsteprioritetsansøgninger til UC SYD på tværs af hele regionen steget med seks procent.
Lille fald på Erhvervsakademi
Hos Erhvervsakademi SydVest (EASV) er billedet mere blandet. Det samlede antal førsteprioritetsansøgninger er faldet fra 663 til 584 – et fald på 12 procent. Ifølge rektor Henrik Larsen skyldes det primært en nedskalering i rekrutteringen af internationale studerende.
“Faldet var ventet, og vi optager stadig det antal, vi har plads til. Vores kapacitet bliver fyldt – men det samlede billede er lidt lavere i år,” siger han.
Et lyspunkt er uddannelsen til bygningskonstruktør i Esbjerg, der har slået rekord med 106 førsteprioritetsansøgere. Også finansuddannelserne – især online – tiltrækker voksne og fleksible studerende.
Flere tekniske uddannelser på EASV mangler dog ansøgere. Nogle hold bliver ikke oprettet.
“Erhvervslivet efterspørger teknisk arbejdskraft – men det afspejler sig desværre ikke i unges søgemønstre,” udtaler bestyrelsesformand Johanne Marie Gregersen.
“Det er et paradoks og en udfordring, vi må løse i fællesskab og på tværs af sektoren,” tilføjer hun.
Esbjergs uddannelsesbillede i 2025 vidner dermed både om fremgang og udfordringer – alt efter hvilken vej man kigger.