Superhelte og heltinder indtager Veldtofte: Kom og løb med
Søren Andersen har været formand for Stafet for Livet i Esbjerg lige så længe, han kan huske. Ja, faktisk har han været med helt fra starten.
For det at hjælpe andre mennesker og være med til at gøre en forskel, står ham nært. Og det er blandt andet derfor, han bliver ved – år efter år.
”Det, der driver og motiverer mig, er min far. Han var mit forbillede og grunden til, at jeg gør det. Jeg mistede min far for 15 år siden til prostatakræft. Kræften udviklede sig langsomt, og lægerne gav ham mellem 3 og 10 år, og han fik 9 gode år, hvor heldig kan man være – det er da smukt”, siger han.
Og Søren føler faktisk, at hans far er med, når Stafet for Livet afholdes igen den 25. og 26. maj i Veldtofte Idrætspark, hvor årets temaet er superhelte og heltinder.
”Min far hed Tage Andersen og var et kendt ansigt herude. Han arbejdede som halmand, i Veldtofte idrætspark, sådan en der havde styr på det hele”, siger Søren med glæde i stemmen.
Hans far var sådan et menneske, der altid var glad og vellidt og samtidig havde enormt meget respekt omkring sig. Han nåede endda at have 25-års jubilæum i Veldtofte Idrætspark.
”Hvis min far levede i dag, så ville han stå stolt ved siden af mig og se ud på alle de glade mennesker, der alle sammen løber eller går for forskellige mennesker – og står sammen om et fælles mål”.
” Jeg ved min far er med mig herude. Stafet for Livet giver mening for mig, jeg føler, jeg giver noget tilbage, ikke mindst til min far” siger Søren Andersen.
Dobbelt op på solskin og fællesskabsfølelsen
Når sidste runde løbes – søndag d. 26. maj kl. 10.55 – så er det målet, at det bliver en afslutning på 24 timer med over 500 deltagere, dobbelt op på solskin, god energi og den helt specielle fællesskabsfølelse, som kun findes, når du deltager i Stafet for Livet.
Det er i hvert fald målet for Søren Andersen, som ikke er i tvivl om, at det er vigtigt at tro en succesfuld stafet.
Stafet For Livet er et døgn, hvor der sættes fokus på kræftsagen, og hvor alle kæmper sammen og fejrer livet. Det er en anledning til at mindes dem, man har mistet, og give håb til dem, der kæmper.
Her får du et lokalt fællesskab, oplysning og en indsamling.
Deltag på din helt egen måde
Det er vigtigt at sige, at du ikke behøver at løbe.
”Det skræmmer folk, når de tror, de SKAL løbe for at deltage, alle kan være med, på hver sin helt egen måde. Gå, løb, tril med rollatoren, pak barnevognen og børnene eller kom og få frisk luft på dine krykker. Du må også sidde i en stol og heppe på alle andre” siger Søren Andersen.
Det vigtigste er, at du bakker op på din måde. Stafetten foregår på en kort og en lang bane, hvor man går eller løber omgange og derved samler ind til Kræftens Bekæmpelse.
Da Stafet for livet var på sit højeste, deltog flere end 4500 personer. Stemningen var fantastisk, og man kunne virkelig mærke fællesskabet.
”Men de sidste par år har der manglet opbakning. Det er ligesom om, at fællesskabet forsvandt efter Corona. Det har været så svært at få deltagere og frivillige nok. Og udebliver opbakningen, så kan det være svært at blive ved”, mener Søren Andersen.
Vi skal have fællesskabet tilbage
Hvis Stafet for Livet skal fortsætte i Esbjerg, så er der virkelig brug for al den opbakning, der kan hentes. Der er i skrivende stund tilmeldt 22 hold, 268 personer og 33 fightere. Men der er plads til mange flere. Og med en målsætning på over 500 deltagere når det hele går i gang, er der brug for tilmeldinger.
”Vi mener selv, at vi har fået skabet et skønt program og et meget simpelt set up – hvor alle er inviteret og kan være med”, siger Søren Andersen.
Det er blandt andet muligt at stille telt og campingvogn op til overnatning. SEPE-ekstreme stiller en bane med fire forhindringer op. Der er krea-telt til børn og barnlige sjæle, der ønsker at lave kreative ting. Du kan male din helt egen helte- og heltindekappe. Der er musik fra scenen og yoga og skovtræning. Der serveres pølser, brød og fadøl.
Som noget helt specielt er der hvert år en lysceremoni kl. 23, hvor det er muligt at købe en pose, skrive en hilsen og tænde et lys for dem, man har mistet, eller dem der kæmper.
Der bliver holdt en lystale og et minuts stilhed. Det er en meget smuk og rørende begivenhed. Lysene bliver efterfølgende stillet ud på ruten til dem, der løber og går i mørket.
”Vi håber at se en masse dejlige mennesker til 24 timer med noget for alle. Om ikke andet samler vi ind til et fælles formål, og vi gør det sammen” lyder det fra Søren Andersen.
”Lønnen til hjertet udbetales én gang om året, når Stafet for livet afholdes”
Hvor: Veldtofte Idrætspark
Hvornår: Stafetten afholdes i år den 25. – 26. maj 2024
Med start lørdag d. 25. maj kl. 11.00