Suset er i gang: Tessa sørgede for en brandvarm åbning
Suset er skudt i gang, og det kunne ikke gøres på en bedre måde end med The Queen, Tessa.
Køen udenfor Suset var enorm, da Tessa skulle på scenen, så heldigvis ventede hun lidt med at gå på.
For gæsterne VILLE høre Tessa, og pladsen foran scenen blev hurtigt fyldt. Tessa gav så meget kærlighed til publikum.
Regnen var helt væk, og Tessa sørgede for, at vi alle fik en brandvarm start på årets Suset Festival sammen med hendes dansere.
Smilet var ikke til at tage fejl af – hun var vild med Esbjerg, og Esbjerg var vilde med hende! Det eskalerede også til sidst, hvor hun sang “Ben”. Eller rettere sagt, Tessa sagde nærmest kun ét ord, og så sang resten af pladsen for hende.
En genial start på Suset, som også blev krydret med Christian Bonde og Maria Helander som konferencier – ren god energi over hele linjen.
Masser af lækker mad og drikke på Suset
Når man er på festival, handler det ikke altid kun om at høre al den gode musik – det kan også være for at opleve et ægte madmekka.
På Suset er der et væld af forskellige valgmuligheder, både hvad angår mad og drikke, og med solen bagende ned fra himlen er stemningen virkelig skøn overalt.
Der er etableret en strand med udsigt over havnen, hvor man kan sidde og nyde udsigten, se scenen “Lanternen” og samtidig nyde sin mad og drikke.
Vi vil endda vove at påstå, at Suset har det pissoir med den bedste udsigt af ALLE festivaler – nemlig lige ud over havnen med Esvagts kæmpeskib i baggrunden.
Billeder fra Suset
Der sker så meget på Suset, og vi har så meget, vi gerne vil dele med jer – men som man siger, billeder siger mere end tusind ord.
Så nu kan du glæde dig til en masse billeder fra Suset, som vi løbende vil opdatere.
Rigtig god festival til alle!