Svømmestadion Danmark: Vandsjov og wellness for hele familien
Leder du efter et sted, hvor hele familien kan slippe sig løs, grine sammen og nyde både sjov og afslapning?
En dag hvor alt andet end en skærm er i fokus, så er Svømmestadion Danmark i Esbjerg det oplagte valg, hvor I kan få en masse kvalitetstid sammen.
Svømmestadion Danmark er altid et godt valg, uanset om du er på ferie, på besøg i byen eller bare vil forkæle dig selv og dine nærmeste med en dag fuld af oplevelser.
Her er der åbent alle ugens dage, hele året rundt, og mulighederne er mange, lige fra de mindste vandhunde til dem der vil nyde roen i deres lækre wellness-område.


Sandt paradis for børnefamilier
Svømmestadion Danmark er et sandt paradis for børnefamilier og lige når du kommer ind i Svømmestadion Danmark efter at have omklædt, så er der sikkerhed for, at børnene næsten ikke kan komme hurtigt nok hen til den lavvandede lagune, rutsjebanerne eller bølgebassinet.
Her kan de bruge timevis på at lege i vandet, hvor der er alt lige fra et jungle legehus med rutsjebane til flere vippespande, og lige ovre på den anden side er bølgebassinet, massagedyser, massagebænk, spa og modstrømskanal.
Dermed kan hele familien være samlet, selvom der skulle være større aldersforskelle og børnene kan derfor også lære, at blive trygge i vandet fra de er helt små.
Hvis man har de helt små med, så har de også et dejligt stort varmtvandsbassin, som flittigt bliver benyttet af gæster i alle aldre.
For hvem nyder ikke lige, at komme i det varme vand, slappe af og få varmen?

Professionelle rammer til motion og ægte wellness-stemning
Er du mere til konkurrence og en masse svømning, så har de naturligvis også faciliteterne til det.
Her kan familien eller venneflokken også udfordre hinanden i, hvem der kan gennemføre deres store oppustelige forhindringsbane hurtigst, som er oppe i weekender og ferier.
Svømmestadion Danmark afholder også flere professionelle svømmestævner og det er altså det konkurrencebassin du også kan bruge, hvis du vil ind og svømme en masse baner.
Konkurrencebassinet er 50 meter, men det kan deles op, så det bliver et 25 meters bassin med ti baner.
I midten kan bunden hæves, og det er også her, deres oppustelige forhindringsbane er sat op.
Til sidst finder du springbassinet med vipper samt vandrutsjebanen, hvor du både kan opleve frit fald og nærmest blive “skudt ud” som en kanon.
Video: Svømmestadion Danmark
Generelt har Svømmestadion Danmark flere forskellige hold man kan deltage på, alt lige fra Aqua fitness, Aqua running, Go’morgenmotion, Cirkeltræning til Babysvømning, så der er noget for alle aldre.
Er du mere til afslapning og wellness-stemning? Så er det bare om at finde deres afdeling med Romersk bad.
Her finder du både spabad, dampbad, koldtvandsbassin og en stor sauna. Flere gange om ugen kan man også opleve saunagus, hvor forskellige dufte og olier kommer i spil.
Man kan også tage en slapper på en af liggestolene og bare nyde stemningen og komme helt ned i gear.
Der er ingen tidsbegrænsning på dit besøg, så du kan sagtens tilbringe en hel dag i Svømmestadion Danmark. Skulle sulten melde sig, er der også mulighed for at få stillet både den lille og den store sult i caféen.

Nye omklædningsfaciliteter
Svømmestadion Danmark har for nylig opgraderet omklædningsfaciliteterne, så der nu er seks nye, fleksible rum, der kan bruges af alle, uanset alder, køn eller behov.
Her er der plads til både familier, personer med handicap og dem, der bare ønsker lidt ekstra ro.
Svømmestadion Danmark holder åbent hele året og byder både lokale og turister velkommen til en dag fyldt med sjov, motion, afslapning og fællesskab, hvor man kan komme igen og igen.
Åbningstider:
Mandag til torsdag: kl. 06.00-21.00
Fredag: kl. 06.00-18.00
Lørdage, søn- og helligdage: kl. 09.00-18.00
Badeland og aktivitetsbassinet åbner dog først kl. 08.00
Rutsjebanerne og bølgebassinet åbner kl. 10.00 i hverdagene og i weekender og helligdage åbner det kl. 09.00
Man bliver kaldt op af bassinerne 20 minutter før lukketid.
Læs mere om Svømmestadion Danmark her.