Nyhedsbrev

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Esbjerg.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Esbjerg.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til nyhedsbrevet accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Tag et julehjerte og køb en gave: Ønsketræer skal igen gøre en forskel for børn i juletiden

Af Cecilie Winther Christiansen
Ønsketræet i gården ved Ting- og Arresthuset, ved International House. Foto: MigogEsbjerg
Ønsketræet i gården ved Ting- og Arresthuset, ved International House. Foto: MigogEsbjerg

I dag klokken 10.00 åbnede ønsketræet i Esbjerg.

I går, da vi var forbi, var der ikke meget pynt på, men det er der nu, efter ønsketræet er blevet “åbnet”. For juletræet, der er placeret i Ting- og Arresthuset i Esbjerg, er nemlig ikke et almindeligt juletræ.

Det er et ønsketræ – et træ, der er med til at sprede stor glæde juleaften for børn.

Her er den traditionelle julepynt byttet ud med små hjerter. På hjerterne står der ønsker skrevet af børn, der bor på døgninstitutioner i Esbjerg.

Børnene fra institutionerne har selv skrevet deres ønsker på, og alle ønsker er i prisklassen 100-250 kroner.

Hvis du gerne vil glæde et eller flere af børnene i den søde juletid, kan du tage et hjerte fra træet, købe gaven og få den pakket pænt ind. Herefter sætter du hjertet tilbage på pakken, så man er sikker på, at gaven kommer det rette sted hen. Giveren er anonym, men man må meget gerne skrive en lille hilsen på.

Du kan hente et ønskehjerte alle hverdage fra klokken 8.30-17.00 og i weekenden fra klokken 10.00-15.00 (dog ikke den 27. november).

Aflevering af gaven

Hvis du er en af dem, som har været forbi og hentet et ønskehjerte, er der flere muligheder for at aflevere gaven.

Gaverne kan afleveres hos Esbjerg City. De holder til på Torvet 16, første sal. Der er åbent hverdage fra klokken 10.00-16.00 og i weekenderne i december fra klokken 10.00-15.00 til og med den 17. december.

Man kan også aflevere gaverne ved Eventsekretariatet på Torvegade 23 på hverdage fra klokken 10.00-15.00 indtil den 17. december.

Den sidste mulighed for at aflevere gaverne er nok den mest julede af dem alle – og måske en lidt omvendt måde – men dog helt i julens ånd. Du kan nemlig blive julemandens egen personlige hjælper, da du kan aflevere gaverne hos julemanden i Julehyttebyen på Torvet i Esbjerg, når han er der.

Tag et julehjerte og køb en gave: Ønsketræer skal igen gøre en forskel for børn i juletiden
Man kan se ønsketræet fra Torvegade og indgangen er lige overfor Herrupshave. Foto: MigogEsbjerg

Flere steder har et Ønsketræ

Men det er ikke kun ved Ting- og Arresthuset, at du kan finde et ønsketræ. Der er nemlig sat ønsketræer op flere steder i Esbjerg og omegn.

Som noget nyt i år kan du også finde et ønsketræ i Broen Shopping. Det står på første sal ved siden af Frellesen, og proceduren for aflevering af gaver er den samme som ved ønsketræet i Ting- og Arresthuset.

I Esbjerg Storcenter har de i samarbejde med Mødrehjælpen opsat et ønsketræ. Her er det muligt frem til den 14. december at tage et ønske fra træet og købe en gave til et barn, der vil få glæde af det juleaften. Når man har købt gaven, skal den afleveres i Kids Coolshop sammen med ønsket fra træet. Mødrehjælpen og Esbjerg Storcenter sørger herefter for, at børnene får gaverne til juleaften.

I Ribe kan du også opfylde ønsker fra et ønsketræ til udsatte børn og unge i Ribe og omegn. Ønsketræet finder du hos Skoringen i Ribe, der ligger midt i gågaden. Træet står klar fra den 29. november, og hvis man ikke ønsker at købe en gave, er det også muligt at donere penge. Dette kan man gøre i en kagedåse i butikken eller via MobilePay på 29606760 (husk at markere “ØNSK”). Gaverne afleveres hos Skoringen i Ribe.

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien