Tager et år mere: “den gamle” forlænger med Ribe-Esbjerg
En af Ribe-Esbjerg HH’s mest erfarne spillere tager endnu en sæson i klubben.
Marcus Mørk har forlænget sin aftale med et år mere. Det skriver Ribe-Esbjerg HH i en pressemeddelelse.
Han kom til Ribe-Esbjerg HH i 2021, og han er kendt som 37-årig ”den gamle” i truppen.
Gennem snart to årtier har Marcus Mørk været én af ligaens mest kloge boldspillere. Med markante kompetencer vedrørende såvel skud udefra som i duel- og samspillet.
”Det er et skønt sted at være. Med Marc Uhd har vi fået fornyet energi og nye idéer, der i den grad inspirerer mig til – også i min alder – at forsøge at blive endnu bedre. Det er herligt at blive udfordret som spiller. Det får jeg nu fortsat mulighed for i en ny, spændende sæson,” siger Marcus Mørk.
I Ribe Esbjerg HH har man været glad for Marcus Mørks præstationer, og han har til fulde udfyldt de roller, han har fået i kampene.
Marcus Mørk møder frem til hver eneste træning med stor motivation og bidrager meget positivt til træningskulturen.
Læs også: Officielt: Her er Mette Tranborgs nye klub