Talent bliver: Lokal back klar til næste skridt hos Esbjerg Energy
Når Esbjerg Energy-spillerne igen trækker i den gule trøje til den kommende sæson, er det med en velkendt esbjergenser i truppen.
19-årige Jeppe Bertram har altid haft hjemmebane i Esbjerg, og nu er han klar til at tage næste skridt i sin ishockeykarriere. Det fremgår af en pressemeddelse fra Esbjerg Energy.
Cheftræner Markus Åkerblom ser stort potentiale i den unge back, der allerede sidste år fik debut i Metal Ligaen.
“Jeppe er endnu en lokal spiller, som er født i Esbjerg. Det bliver spændende at følge hans udvikling. Han er meget ambitiøs, og med sin gode fysiske fremtoning tror jeg, han er klar til det næste skridt – og at han vil spille mange flere kampe i år,” siger Markus Åkerblom.
Fysikken og det mentale i fokus
Jeppe Bertram har brugt sommeren på at lægge flere kilo på kroppen og arbejde målrettet med fysikken. Han ved, at det kræver mere end bare træning.
Det handler også om at få spilletid og tage de rigtige beslutninger på isen.
“Jeg synes selv, det er lykkedes mig at blive stærkere og større. Udviklingen kræver arbejde med fysikken – og det arbejde er vi i gang med nu. Jeg har også lært meget af træningen med Esbjerg Energy, men i sidste ende kræver det også spilletid. Det håber jeg på at få. Også bliver jeg jo ældre hvert år – det hjælper også,” forklarer Jeppe Bertram.
Selvom han drømmer om flere kampe, er det udviklingen, der tæller mest for Jeppe.
“Mit mål for sæsonen er fortsat at udvikle mig. Jeg føler, at jeg står et bedre sted end for et år siden, da jeg blev hentet ind i truppen – og på den måde kan jeg være tilfreds. Men jeg ved også, at der stadig er lang vej endnu. Succeskriteriet for mig er udvikling – og det kan ikke alene måles i antallet af kampe i løbet af sæsonen,” siger Jeppe Bertram.
Læs også: Esbjerg-dreng fortsætter i buret for Energy: “Vil udvikle mig og vinde med holdet”