Team Esbjerg går forrest: Skal være naturligt at tale om
Det blev en lærerig aften i Esbjerg, da en række trænere og ledere fra lokale idrætsmiljøer mødtes for at få ny viden om menstruation og kvindelige atleters trivsel.
Temaet var klart fra start: at bryde et tabu, skabe trygge rammer og gøre det lettere for både piger, kvinder og trænere at tale åbent om noget, der er en naturlig del af hverdagen for langt de fleste.
Aftenen markerede samtidig starten på et nyt samarbejde mellem DanskHåndbold og RedLocker, der arbejder for at normalisere menstruation og gøre gratis produkter tilgængelige i landets haller.
Nysgerrighed og ny viden
Mødet var målrettet trænere, og blandt deltagerne var talentansvarlig i Team Esbjerg, Simon Færgemann.
Han ser aftenen som et vigtigt skridt i at styrke arbejdsmiljøet omkring kvindelige atleter.
”Jeg var nysgerrig på, hvordan man som mandlig træner kan støtte de kvindelige udøvere på en god måde. Jeg er blevet klogere på, hvad man kan og ikke kan sige, og hvordan man kan sørge for, at der bliver taget hensyn på en god måde,” lød det fra Simon Færgemann efter oplæggene.
Han fremhæver, at aftenen gav mod til at tage emnet op mere naturligt i fremtiden.
”Jeg vil være mere åben og forsøge at få det ind som en naturlig ting at snakke om, så vi også som klub kan være med til at aftabuisere og normalisere menstruation,” siger han.
Esbjerg i front
Det første arrangement i samarbejdet mellem DanskHåndbold og RedLocker blev lagt i Esbjerg, ikke mindst fordi kvindehåndbold fylder meget i byen, og interessen for området er stor.
Talentidrætskonsulent i Esbjerg Kommune, Anna Bach, glæder sig over opbakningen.
”Vi er glade for at se så fint et fremmøde og en god deltagelse og engagement i emnet. Det er spændende for os at blive taget med ind i sådan et samarbejde, og vi ser frem til den videre proces,” siger hun.
Det er endnu ikke besluttet, om de velkendte røde dispensere med gratis menstruationsprodukter skal opsættes i Esbjergs haller, men dialogen er i gang.

Stærk stemme fra Team Esbjerg
Aftenen blev indledt af Team Esbjerg-profil Kathrine Heindahl, der fortalte om sine egne erfaringer som ung spiller.
Hun beskrev et miljø, hvor menstruation ikke var noget, man talte om og understregede, hvor vigtigt det er at skabe trygge fællesskaber i dag.
Hun håber, at fremtidens spillere får lettere ved at dele oplevelser og udfordringer med både holdkammerater og trænere.
Vejen frem: Mere viden og åbenhed
Bag oplæggene stod tre fagpersoner fra idræts- og sundhedsområdet, som alle pegede på samme tendens, trænere skal ikke være eksperter i cyklusstyring, men de skal kunne lytte, stille åbne spørgsmål og tage hensyn, når der er behov.
Og selvom målet på sigt er at gøre produkter gratis og tilgængelige i hallerne, var fokus denne aften på at give trænere de første værktøjer til at skabe en kultur, hvor piger og kvinder føler sig trygge og set.
Næste skridt bliver et landsdækkende webinar i december og en praktisk håndbog målrettet trænere, så indsatsen kan nå ud til endnu flere.