Tilflytter fandt hjem i Esbjerg: Nu jagter han den store DJ-drøm
Mens de fleste kender 29-årige Magnus Riedel som malerlærling i hverdagen, begynder arbejdsdagen først for alvor, når han kommer hjem.
Her bliver aftenerne brugt foran computeren, hvor han producerer elektronisk musik, sender demoer ud i verden og jagter den drøm, han har haft siden barndommen.
Efter mange års målrettet arbejde er indsatsen nu begyndt at bære frugt. Et af hans kommende numre er blevet signet af et stort hollandsk EDM-pladeselskab, som ejes af en verdenskendt DJ.
Det kan blive det største skridt i karrieren hidtil.
Men selv hvis musikken en dag fører ham ud på verdens største festivalscener, er én ting allerede besluttet. Esbjerg bliver ved med at være hjemme.

Forelskede sig i Esbjerg
Magnus Riedel er oprindeligt fra Tørring mellem Vejle og Horsens, men forholdet til Esbjerg begyndte allerede i 2012, da han kom på Bieringhus Efterskole.
Det var her, han fik venner, skabte relationer og begyndte at føle sig hjemme. Efter efterskolen vendte han tilbage næsten hver eneste weekend, indtil beslutningen om at flytte permanent gav sig selv.
“Jeg blev elev hernede, hvor jeg fik nogle relationer og lærte Esbjerg at kende. Efterfølgende begyndte jeg at tage herned næsten hver weekend, fordi jeg havde så mange venner her. Til sidst sagde de til mig, hvorfor flytter du ikke bare herned? Du er her jo hele tiden. Så tænkte jeg, at nu skulle det være.”
I november 2022 flyttede han til byen, og siden har han ikke været i tvivl om, at det var den rigtige beslutning.
“Jeg elsker byen. Jeg føler mig hjemme her. Jeg kan godt lide, at vi er så tæt på vandet, og jeg kan godt lide fællesskabet. Jeg følger både Esbjerg fB og Esbjerg Energy, og det er den bedste beslutning, jeg har taget for mig selv at flytte herned, arbejde på mig selv og arbejde på mit musik.”

Musikken begyndte på børneværelset
Interessen for musik opstod allerede som barn.
Magnus spillede trommer, sang på sit værelse og begyndte som 11-12-årig at eksperimentere med musikprogrammer og DJ-udstyr på computeren. Fascinationen af den elektroniske musik voksede hurtigt.
“Jeg har været meget musikalsk, siden jeg var helt lille. Jeg spillede trommer og sang inde på børneværelset. Senere begyndte jeg at se videoer med de store elektroniske DJs, og der tænkte jeg bare, at det var lige noget for mig. Der fik jeg en stor kærlighed til det.”
Som 16-årig fik han sin første pladekontrakt hos et mindre pladeselskab i Horsens. Selskabet lukkede dog efter kort tid, og siden har han selv stået for at bygge sin karriere op.

Årene hvor han gjorde det selv
Siden den første pladekontrakt har Magnus arbejdet som independent artist. Det har betydet utallige timer med musikproduktion, markedsføring, kontakt til playlister og pitching af nye numre.
I dag har han udgivet omkring ti sange, nærmer sig 800.000 streams på Spotify og kan mærke, at udviklingen går den rigtige vej.
“Jeg har brugt rigtig meget tid på at pitche musik, kontakte DJs og folk med store playlister og få musikken ud. De seneste to år har man godt kunnet se på både følgere, lyttere og streams, at det faktisk er begyndt at gå opad. Det er først nu, jeg virkelig kan mærke, at alt det arbejde begynder at give noget tilbage.”
Vejen har langt fra været let.
“Der er et kæmpe ræs om markedet, så det sværeste har været at skille sig ud. Men jeg tror efterhånden, at jeg har fundet opskriften på, hvordan jeg kan gøre det.”
Den største mulighed hidtil
Den seneste milepæl er aftalen med det hollandske pladeselskab, som senere på året udgiver et af hans kommende numre.
Af hensyn til udgivelsen ønsker Magnus endnu ikke at fortælle, hvilket pladeselskab der er tale om. Til gengæld lægger han ikke skjul på, hvad samarbejdet kan komme til at betyde.
“De har de rigtige kontakter og de muligheder, som jeg ikke selv har haft. Jeg håber selvfølgelig, at det kan føre til flere udgivelser og måske også spillejobs. Det er derfor, jeg har valgt at prøve den vej nu.”
Han fortæller samtidig, at han længe har været tilbageholdende med at skrive under hos et pladeselskab.
“Jeg har egentlig været meget imod det, fordi man mister nogle rettigheder. Men nu kan jeg også godt se, at det giver nogle muligheder, som er meget svære at skabe alene. Det føles som det rigtige tidspunkt.”
Inspirationen findes overalt
Når arbejdsdagen som malerlærling er slut, fortsætter arbejdet med musikken.
Inspirationen kan komme de mest uventede steder.
“Jeg kan blive inspireret af alt. Det kan være en gåtur langs vandet eller en lyd, jeg hører inde i byen. Så begynder man at tænke over, hvordan den lyd kunne blive til en rytme eller en melodi.”
Ved siden af musikproduktionen driver han også sin egen DJ-virksomhed, hvor han spiller til blandt andet bryllupper, byfester og private arrangementer.
Det er her, han føler sig allermest hjemme.
“Jeg elsker det. Jeg nyder det. Det er der, hvor jeg virkelig føler, at jeg er i mit es. Jeg kommer ind i min egen boble og fokuserer på at spille musik og se folk feste og være glade. Jeg elsker virkelig den følelse.”
Drømmen har stadig Esbjerg som adresse
Drømmen er en dag at leve af musikken, udgive numre til et internationalt publikum og stå på nogle af verdens største elektroniske festivalscener. Men selv hvis karrieren en dag sender ham rundt i verden, har Magnus ingen planer om at pakke kufferterne.
Esbjerg er blevet hans hjem.
“Jeg bliver i Esbjerg. Jeg er kommet for at blive. Jeg elsker byen, og jeg føler mig hjemme her. Det betyder rigtig meget for mig, at jeg har fundet et sted, hvor jeg har gode venner, et stærkt fællesskab og føler, at jeg hører til.”
Han håber samtidig, at musikken en dag kan give ham mulighed for at give noget tilbage til den by, der har givet ham så meget.
“Jeg kunne virkelig godt tænke mig at spille til nogle af de store arrangementer i Esbjerg. Hvis folk en dag siger, ‘det er ham den kendte DJ fra Esbjerg’, så vil det betyde utrolig meget for mig. Det ville være en måde at give noget tilbage til den by, som har taget så godt imod mig.”
For selv om den internationale musikbranche nu begynder at åbne dørene, er det stadig den samme tilgang, der driver ham.
Han tager én dag ad gangen, arbejder videre og holder fast i drømmen.
“Jeg tror på det, og jeg kæmper for det.”