Tilliden er væk: Direktør færdig i Esbjerg Kommune
Direktøren for Borger og Arbejdsmarked i Esbjerg Kommune, Lise Plougmann Willer, er stoppet i jobbet med virkning fra i dag. Det står i en pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune.
Af pressemeddelelsen fremgår det, at årsagen er byrådet ikke har tillid til Lise Plougmann Willer ikke kan løfte ansvaret som direktør for Borger og Arbejdsmarked.
“Det er altid ærgerligt, når det når hertil, men det er en politisk beslutning, der er truffet”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).
Han har ikke yderligere at tilføje, da det er en personalesag.
Byrådet i Esbjerg Kommune er indkaldt til et ekstraordinært byrådsmøde i morgen med henblik på at indgå en aftale om øjeblikkelig fratrædelse af Lise Plougmann Willer.
Herefter begynder processen med at lede organisationen igennem og finde den rette løsning for den fremtidige ledelse af Borger og Arbejdsmarked.
Indtil det er på plads, træder den nuværende chef for Jobcenter Esbjerg, Pia Damtoft, foreløbigt ind som leder af Borger & Arbejdsmarked med undtagelse af voksen-, social-, og handicapområdet, som direktøren for Fritid Sundhed & Omsorg, Arne Nikolajsen, midlertidigt overtager ledelsen af.