To butikker udsat for tyveri: Stjal 39 kilo messing
Opdateret med straksdomme til de tre rumænere.
To butikker i Esbjerg havde tirsdag besøgende, der undlod at betale for deres vare. Det oplyser politikommisær ved Syd- og Sønderjyllands Politi Michael Brink.
Tirsdag formidag var en 40-årig mand i Silvan i Esbjerg, hvor det lykkedes ham at slippe afsted med varer, han ikke havde betalt for.
“Han havde stjålet en hel del messingprodukter. Der var omkring 39 kilo”, siger Michael Brink.
Ifølge Michael Brink blev messingprodukterne videresolgt til skrot.
Det lykkedes politiet at identificere manden, og de ledte efter ham på hans bopæl. Her var han dog ikke, men politiet ringede ham op, og efterfølgende dukkede han selv op på stationen.
Den 40-årige er løsladt igen, men han er sigtet for butikstyveri.
Taget ved pizzaria
Bygma i Esbjerg var tirsdag eftermiddag også udsat for butikstyveri. Her var det tre rumænere, som stjal værktøj fra butikken. Tyvene var to mænd på henholdsvis 32 og 33 år og en 30-årig kvinde. De var kørende i en bil, som var indregistreret i Frankrig.
Sidst på eftermiddagen lykkedes det politiet at finde de tre rumæner i nærheden af et pizzaria ved rundkørslen i Tarp.
Alle tre blev anholdt, og de er onsdag blevet fremstillet i grundlovsforhør. De fik alle straksdomme på 30 dages fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år.