To dage, to nyheder: Festivalen smider endnu et navn på bordet
Vesterland fortsætter i denne uge med at løfte sløret for næste års musikprogram.
Mandag offentliggjorde festivalen, at Sort Sol gæster Fanø i 2026. Nu følger endnu et navn, og denne gang er det Sofie1998, der bliver tilføjet plakaten.

Nyt navn på vej til Fanø
Sofie1998 er opvokset i Jylland og flyttede senere til København for at forfølge drømmen om at skabe musik på fuld tid.
Gennembruddet kom sidste år med sangen Marianne og Henrik, som fik massiv airplay og satte hende på landkortet som en af de mest spændende nye stemmer i dansk pop.
Siden er numrene Alene og In Love og Carpe Diem fulgt efter, og når kalenderen rammer september næste år, kan publikum opleve dem live, når hun får sin Vesterlanddebut.
Festival på Fanø i 2026
Sofie1998 føjer sig til det program, der allerede tæller Sort Sol, Medina, TV 2, Blæst, Von Quar, When Saints Go Machine, Baest og Dahlin.
Vesterland afholdes den første weekend i september 2026, hvor i alt 36 artister præsenteres.