To mænd idømt straksdomme: Begge var i besiddelse af stor mængde amfetamin
To mænd fra Esbjerg er blevet idømt straksdomme på fire års fængsel. Det skriver Syd- og sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Natten til torsdag standsede politiet en 40-årig mand fra Esbjerg. Han var i besiddelse af en mindre mængde amfetamin. Politiet ransagede eftefølgende den 40-åriges hjem, hvor der blev fundet mere amfetamin.
Den 40-årige blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg fredag, og her erkendte han, at han var i besiddelse af mindst to kilo amfetamin.
Politiet oplyser yderligere, at efterforskning ledte dem på sporet af en 38-årig mand fra Esbjerg. Han tilstod også, at han var i besiddelse af mindst to kilo amfetamin. Den 38-årige blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg.
Begge mænd blev idømt straksdomme på fire års fængsel. De udbad sig begge betænkningstid i forhold til at anke sagen og blev fængslet efter dommen.