To nederlag i weekenden: Energy skal rejse sig på udebane
Weekenden blev en hård prøvelse for Esbjerg Energy.
Først et klart nederlag hjemme i Granly Hockey Arena til SønderjyskE fredag aften og siden et smalt overtidsnederlag i Rødovre søndag.
Mandag var spillerne dog tilbage på isen med blikket rettet mod næste opgave, når Frederikshavn White Hawks tirsdag aften tager imod i Nordjyske Bank Arena.
Læs også: Færdig i Esbjerg Energy: Ophæver med målmand Skuffende mod SønderjyskE – tæt kamp i Rødovre
Cheftræner Markus Åkerblom lægger ikke skjul på, at holdet ikke leverede fredag aften.
“Nej, det var ikke lige, hvad vi havde forventet eller håbet på. Vi fik ikke præsteret mod SønderjyskE fredag aften. Vi spillede ikke en god kamp og fortjente ikke point. Her er noget, vi skal have forbedret, og det fik vi på nogle parametre til søndagens kamp i Rødovre,” siger han.
I kampen mod SønderjyskE blev det til et nederlag på 6-2, hvor Miku Ronkainen og Grayson Downing stod for Energy-scoringerne.
Søndag fulgte et tættere opgør i Rødovre, hvor vestjyderne fik et enkelt point med hjem efter et nederlag på 4-3 i overtid. Denne gang kom målene fra Miku Ronkainen, Thomas Mondrup og Oliver Kjær.
Udvisninger kostede point
Selvom spillet mod Rødovre var en forbedring, peger Åkerblom på, at unødvendige fejl kostede dyrt.
“Vi ender med at tage nogle dumme udvisninger søndag mod Rødovre og bliver straffet for det. Det skal vi undgå, for det kostede point. Når det er sagt, spillede vi gode perioder mod Rødovre, og det kan vi tage med. Men vi skal være mere konstante og hæve vores bundniveau,” vurderer træneren.
Fokus på detaljer og special teams
Efter syv kampe står Esbjerg Energy med otte point. For Åkerblom handler det nu om at finde stabiliteten i spillet og få mere ud af træningsbanen.
“Generelt kan man jo sige, at vi skal hæve vores bundniveau. Det handler om detaljerne og om at minimere vores fejl. Man begår selvfølgelig flere fejl, når spillerne bliver trætte. Men derfor skal vi have trænet detaljerne igen og igen, så de bliver automatiserede,” forklarer han.
Han har stadig høje forventninger til sit hold.
“Jeg har set, hvor dygtige spillerne er, og hvad de kan præstere til træning. Det skal vi nu have fundet frem og overført til kampene. Og det må gerne begynde i Frederikshavn,” siger Åkerblom.
En del af fokus bliver på special teams, hvor både powerplay og boxplay skal løftes.
“Vi har brug for at arbejde med vores ’special teams’ – vores over- og undertalsspil. Derfor arbejder vi intenst med vores powerplay og boxplay i den kommende tid,” understreger han.
White Hawks venter
Frederikshavn White Hawks har foreløbig to point efter en sejr over Odense og et nederlag til Rungsted.
Senest besejrede esbjergenserne nordjyderne i en træningskamp, men Åkerblom forventer en tæt duel i aftenens kamp.
“Jeg har bemærket, at de spiller med en god og sikker struktur i spillet. Så det bliver en vanskelig modstander og en svær kamp – som det altid er i denne liga. Men vi skal have fokus på os selv og på vores eget spil,” siger han.