Trafikforsøg slutter søndag: Bilister slippes atter ind på domkirkeplads
Søndag klokken 22 afsluttes trafikforsøget med regulering af trafikken på Domkirkepladsen i Ribe. Fra dette tidspunkt vil bommene gå op i Grydergade, Grønnegade og ved Von Støckens Plads – det oplyser Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.
Trafikforsøget har skullet lede den gennemkørende trafik udenom bymidten, mens beboere og bilister med et berettiget ærinde kunne til at passere bommene med en køretilladelse. Fra søndag aften kan alle igen frit passere Domkirkepladsen.
Mandag morgen fjernes den fysiske del af trafikreguleringen og dermed også kørselsforbuddet i Præstegade.
Skilte fjernes
De midlertidige p-skilte, der har henvist trafikanter til de ekstra parkeringsmuligheder ved Vittenbergskolen og på Banedanmarks areal ved Tangevej, fjernes også. Hen over sommeren har den udvidede parkeringskapacitet været med til at lette presset på de eksisterende p-pladser, men med trafikforsøgets ophør slutter også denne mulighed, oplyses det i pressemeddelelsen.
”Selvom trafikforsøget officielt stopper søndag, vil man i bybilledet stadig kunne se, at indsamlingen af trafikdata fortsætter frem til den 2. september. Derefter pilles også dette udstyr ned”, udtaler Morten Andersson, formand for styregruppen og chef for Natur & Byrum, i den udsendte pressemeddelelse.
Styregruppen for Trafik og Parkering i Ribe skal nu beslutte forløbet for en kommende evalueringsproces, hvor de mange indsamlede data skal gennemgås og vurderes. Den samlede evaluering af trafikforsøget skal derefter forelægges Plan & Byudviklingsudvalget, som vil tage stilling til resultaterne og overveje eventuelle fremtidige tiltag baseret på erfaringerne fra forsøget, oplyses det.