Tre tip til festugens sidste dag: Kendte Youtubere og et farverigt løb
Vi elsker Esbjerg Festuge med alle dens oplevelser. Hver morgen under festugen har vi været klar med en lille guide, hvor du har kunnet læse om tre af dagens fede arrangementer. Lørdag byder blandt andet på:
Familiedag med kendte Youtubere
Lørdag er der en storstilet familiedag i Vognsbølparken fra klokken 10 til klokken 16, hvor blandt andet to kendte Youtubere kommer forbi, og man kan prøve en lang række aktiviteter ved Gryden og i Puls Parken.
Man kan blandt andet lave popcorn over bål, dekorere en cupcake, bygge et fuglefoder-bræt og prøve hoppeborge, lasergame og et kreaværksted.
På pladsen vil man klokken 14.30 kunne opleve et show med de kendte Youtubere Mika og Tobias, der efterfølgende stiller op til en Meet & Greet.
I Puls Parken kan man blandt andet prøve padel, flexfodbold og en Kids Challenge-bane.
Man kan blive meget klogere på programmet til familiedagen her.
Farverigt løb
I Vognsbølparken kan man også opleve årets Colorfun, hvor løbere efter en opvarmning klokken 11 begiver sig ud på en rute på fem kilometer. Undervejs kommer løberne, der gerne skal klæde sig i hvidt, forbi fem farvestationer.
Der vil være madboder, kaffevogne, barvogne og merchandise shops med ColorFun strømper, t-Shirts, tyltskørter og briller i alle regnbuens farver.
Der vil være skumkanoner ved startlinjen, samt skumfest efter løbet.
Musik og fyrværkeri
Årets festuge lukkes med manér, når der er gratis koncerter på Torvet og et afsluttende stort fyrværkeri.
Klokken 18 går Tim Christensen, der både har haft succes som frontperson i Dizzy Mizz Lizzy og som soloartist, på scenen. Han har et bagkatalog med hits som Right Next to the Right One, Silverflame og Love is a Losers game.
Han bliver efterfulgt af L.I.G.A, der står bag sange som Skylder dig ik Noget og Julia, inden Rasmus Walther får æren af at spille årets sidste koncert på den store scene på Torvet.
Festugen slutter derefter bogstaveligt talt med et brag, når der rundes af med et stort fyrværkeri-show klokken 23.45.
Der sker naturligvis en masse andet lørdag – du kan se dagens program her.