Tredje nederlag på stribe: Nu begynder det at stramme til
Det går altså ikke den rigtige vej for speedwayholdet fra Esbjerg Vikings lige i øjeblikket.
I de seneste runder er det blevet til nederlag mod Team Fjelsted og Holsted Tigers – og onsdag aften måtte Vikings endnu en gang se sig slået, da holdet mødte topholdet Sønderjylland Elite Speedway, SES, på udebane.
Esbjerg Vikings, der for anden gang i træk havde fravalgt Niels-Kristian Iversen, måtte se sig slået med cifrene 46-38 i en match, hvor SES var ovenpå fra start til slut.
I det allerførste heat styrtede australske Jason Doyle, der igen leverede en præstation under det forventede, og i lige efter det måtte unge Jacob Bølcho ned at bide i slaggerne. Bølcho måtte nøjes med to indkørte point, mens tyske Mario Häusl kun scorede et enkelt point – og så siger det sig selv, at det bliver mere end svært at vinde.
Bedste mand hos Esbjerg Vikings var ikke overrraskende russiske Emil Sayfutdinov, der blev topscorer med hele 17 point.
På trods af nederlaget holder Vikings fast i femtepladsen i ligaen, der giver adgang til en semifinale, men det kan meget hurtigt ændre sig, hvis resultaterne ikke snart bliver bedre.

I de næste runder får Esbjerg Vikings besøg af henholdsvis Region Varde Elitesport og Slangerup hjemme på Granly Speedway Arena – og der er ingen tvivl om, at bøtten skal vendes i de opgør, hvis Vikings fortsat skal have en chance for at redde sæsonen.
I onsdagens øvrige matcher i ligaen vandt Holsted Tigers over Grindsted, mens der også var sejre til Team Fjelsted og Slangerup over henholdsvis Region Varde Elitesport og Nordjysk Elite Speedway.