Trods millionoverskud: Esbjerg-koncern kalder året mindre tilfredsstillende
Der er stadig sorte tal på bundlinjen hos Hoffmann-koncernen, men 2025 blev ikke det år, man havde håbet på. Koncernens regnskaber er nu godkendt, og samlet lander resultatet på omkring 65 millioner kroner, mens egenkapitalen i Endrupholm Invest ApS og Hoffmann Capital A/S er opgjort til 1 milliard og 282 millioner kroner.
Samtidig peger koncernen selv på, at resultatet er lavere end de forventninger, der tidligere var meldt ud.
Bag regnskabet ligger et år, hvor flere forhold har trukket i den forkerte retning. Ifølge koncernen har udviklingen på de finansielle markeder været svagere end ventet, valutakurserne har ramt investeringer særligt i amerikanske dollar, og usikkerheden i verden har også dæmpet indtægterne fra kapitalandele og kapitalinteresser.
Dertil kommer, at der i 2025 ikke blev realiseret gevinster ved salg af ejerandele, sådan som det skete i 2024.
For en koncern med rødder i Esbjerg er regnskabet også interessant af en anden grund.
Hoffmann Esbjerg Holding A/S fungerer som family office for Hoffmann-familien på tværs af generationer, og målet er ifølge virksomheden både at skabe tryghed for familien og danne grundlag for fortsatte udlodninger og donationer til kunst, kultur og idræt i lokalsamfundet.
Et år med mere modvind
Koncernens aktiviteter spænder over investeringer og formueforvaltning, herunder kapitalandele og børsnoterede værdipapirer.
I regnskabsåret er der investeret 32 millioner kroner i kapitalandele.
Blandt investeringerne er By Mogensen ApS i Skovlund, som producerer garderobeskabe og skydedørsløsninger.
Selv om resultatet altså endte positivt, lægger koncernen ikke skjul på, at årets regnskab er mindre tilfredsstillende end ønsket.
Ændringer i toppen
2025 har også budt på ændringer i koncernens struktur og ledelse.
Flere aktiviteter er blevet samlet under Hoffmann Capital A/S, efter at selskabet er fusioneret med Hoffmann Capital 2 ApS og Hoffmann Capital 3 ApS.
Ifølge koncernen er det en del af en løbende vurdering af, hvordan strukturen bedst hænger sammen.
Samtidig er der sket ændringer i bestyrelserne som led i et glidende generationsskifte. Søren Nørgaard Thomsen indtræder i bestyrelserne for driftsselskaberne Hoffmann Esbjerg Holding A/S og Hoffmann Capital A/S.
Johan Preben Hoffmann, Gert Kristiansen og Per Borup udtræder af de to bestyrelser, men fortsætter i bestyrelsen for holdingselskabet Endrupholm Invest ApS.
Bestyrelsen i Endrupholm Invest ApS består herefter af Johan Preben Hoffmann, Henry Heiberg, Gert Kristiansen, Per Borup Jensen og Kim Arthur Junk.
Bestyrelserne i Hoffmann Capital A/S og Hoffmann Esbjerg Holding A/S består herefter af Bettina Hoffmann, Pernille Hoffmann, Henriette Marianne Hoffmann, Henry Heiberg, Kim Arthur Junk og Søren Nørgaard Thomsen.
Indtægter fra kapitalandele udgør fortsat en væsentlig del af koncernens resultater, og ønsket er stadig at investere i flere kapitalandele, når de rette muligheder viser sig.
Usikkerheden på de finansielle markeder er ifølge koncernen fortsat med ind i 2026.
Alligevel beskrives starten på året som tilfredsstillende.
Derfor er forventningen nu, at 2026 vil give et bedre resultat end året, der lige er gjort op.
Læs også: Nu er det på plads: Alle virksomheder på Esbjerg Havn er omfattet