Årets Tulipanfest i Ribe: Få overblikket over hvad der sker
Pinsen nærmer sig og årets byfester begynder lige så småt rundt omkring.
Den 17.-20. maj er der byfest i Ribe, bedre kendt som Tulipanfesten og sikke et dejligt vejr, der meldes til festlighederne.
De tyvstarter allerede i dag, hvor årets Tulipanløb, der arrangeres af Ribe Motion, byder velkommen klokken 18:20 fra p-pladsen ved Hovedengen, hvorefter der bliver sendt en masse løbere ud i smukke Ribe.
Hovedengen i Ribe er under Tulipanfesten indtaget af tivoli og store festtelte, og der er god stemning rundt omkring i Ribe med alle mulige aktiviteter, dejlige spisesteder og masser af god musik.
Derfor vil jeg da lige prøve, at give dig et overblik over nogle af de ting, du kan opleve i Ribe i weekenden.
Nedenfor kan du først se de ting, der er for børnefamilier, derefter de gratis oplevelser, og så til sidst finder du overblikket over de fester, du ikke vil gå glip af og hvor der er en entré pris.
Dét for børn
Vi starter lige med det, som alle børnefamilier nok er mest interesseret i, nemlig hvornår tivolipladsen er åben.
Det gælder selvfølgelig også alle dem, der elsker tivoli-showet – for det er nu bare altid unikt, når Hovedengen i Ribe indtages af tivoli og store telte.
Fredag klokken 15:00 åbner tivoli og pladsen på Hovedengen, og lørdag til mandag åbner tivoli klokken 10:00 og lukker igen klokken 01:30, undtagen mandag, der lukker det klokken 16:00.
Ribe Brandstation
Ved Ribe Brandstation, Odins Plads 2, åbner de igen i år op fredag til søndag fra klokken 11:00-18:00 med hoppeborg til børn (gratis) og med mulighed for at kigge i de store flotte brandbiler (gratis).
Derudover er grillen tændt, og slush-ice, pommes, popcorn, fadøl med mere kan købes, så alt er samlet et sted til børnefamilien.
Kender du en Bluey-fan?
Mandag klokken 10:00, kan man møde både Bluey og hendes søster Bingo, som man kender fra Ramasjang og Disney+. De går på scenen i teltet til Tulipanfesten. Det er helt gratis.
Efter showet er det muligt at give de kære hunde en high-five, en krammer eller få taget et billede med dem, til deres Meet & Greet.
Tulipanoptoget
Mandag byder også på det legendariske Tulipanoptog, som altid får mange mennesker ud i de smukke gamle brostenede gader, så kom gerne i god tid. For man skal jo også lige finde et sted til bilen, medmindre man kan nuppe cyklen eller gå.
Tulipanoptoget starter klokken 12:30 på p-pladsen ved Føtex, Moltkes Allé 1 og bevæger sig ned mod banegårdspladsen, Dagmarsgade, Sønderportsgade, Nygade og så op igennem gågaden for at slutte på Hovedengen, hvor der uddeles præmier.
Årets tema er magi og trolddom, så jeg kan da allerede godt nu sige, at jeg glæder mig til at se, hvad alle de kreative deltagere har fundet på af spektakulære ting til årets optog.
De gratis glæder
Der er flere steder rundt om i byen, hvor du kan høre gratis musik, og hvor der er gratis aktiviteter. Dem har vi prøvet at samle nedenfor.
Kolonihaven
I Kolonihaven som er at finde nede på Hovedengen med udsigt ned til Ribe Å og Skibbroen, kan du høre en masse musik, præsenteret både af DJ’s og live-bands igennem hele Tulipanfesten, ganske gratis.
Dog er det ikke gratis, når der afholdes Damefrokost lørdag og Herrefrokost søndag i Kolonihaven (begge arrangementer er udsolgt).
Fredag åbner Kolonihaven op for en omgang afterski fest, som kan være opvarmning til årets udsolgte Tulibierfest, fra klokken 15:30.
Klokken 20:00 kommer Out Of Words og sørger for den helt store dansefest.
Lørdag er der afterparty efter Damefrokosten med Daniel Vengsgaard Duo og Evolving-E fra klokken 18:00.
Søndag klokken 17:00 efter Herrefrokosten er der afterparty med Thy-drengene MD DUO, som spiller alt godt fra dansktoppen.
Strygejernet
På Jernet , Dagmarsgade 1, kan du også igennem hele Tulipanfesten blive forkælet med en masse gratis live-musik, i de hyggelige og charmerende omgivelser. De holder åbent fra klokken 13:00-02:00 fredag til søndag.
Fredag fra klokken 21:00-00:00 indtager Flemming Bevensee scenen, hvor han fortæller sine egne historier igennem hans egen musik.
Lørdag fra klokken 19:00-20:30 kan der lyttes til Dvinge, når Ribedrengen Valdemar Dvinge kommer og synger sine egne sange.
Søndag fra klokken 21:00-00:00 kommer Skotske Norry McGreagor, der spiller gammeldags Keltisk folkemusik, som indbyder til glade dage.
Torvet ved Hotel Dagmar
Fredag klokken 18:00 spiller Anders Thorlund, der er med til at starte Tulipanfesten med god musik.
Lørdag klokken 20:00 kan du på Torvet ved Hotel Dagmar høre ”Masser af succes – Gasolin & Kim Larsen Tribute”.
Men kom i god tid, hvis du ønsker en siddeplads. Torvet plejer at være fyldt og specielt med den vejrudsigt, de melder, så er de her dage nok ikke en undtagelse.
Veterantraf på Hovedengen
Lørdag d. 18. maj klokken 10.00-16.00 på Hovedengen, er der Ribe Classic, hvor du kan opleve en masse veteranbiler, motorcykler og knallerter. Der vil endda vil være live-musik fra JC Hawkins and his model-A playboys i teltet.
Ribe Bryghus
Ribe Bryghus byder også på en masse live-musik alle dage og de tænder såmænd også op i grillen.
Udover alt musikken vil de også have en masse havespil som man kan benytte sig af, så man for eksempel kan få en dyst i Kongespillet eller Stigegolf.
Fredag har de åbent fra klokken 12:00-02:00, hvor der er live-musik med, Vikaren med Guitaren, fra klokken 19:00-22:00.
Lørdag er der åbent fra klokken 10:00-02:00, med live-musik fra klokken 14:30-17:00 med Kindship og fra klokken 19:00-01:00 er det DJ Kim som spiller musik fra da far var ung.
Søndag kan du igen få fornøjelsen af Kindship, fra klokken 14:30-17:00. Bryghuset har åbent fra klokken 12:00-02:00 søndag.
Mandag fra klokken 13:00-16:30 kommer der fornemt besøg af Veterantoget fra Bramming og de holder åbent fra klokken 12:00-17:00.
Festerne man ikke vil gå glip af
Både nede på tivolipladsen i teltet, i Navergården ved Stenbohus og for ikke at glemme gode gamle Café Valdemar, har de fester, man ikke vil gå glip af.
Teltet på Hovedengen
Fredag byder på Danmarks største Bierfest i telt, når der afholdes Tulibierfest fra klokken 17:00.
Så sandsynligheden for at du støder ind i nogen i tyrolertøj om fredagen, er nok temmelig stor! – Og jeg er personligt vild med den stemning, det bidrager til i Ribes gader.
Selve Tulibierfesten er udsolgt for længst, men fra klokken 21:30-02:00 lukker de op for andre, og du kan komme ind i teltet for 150 kr.
Lørdag er der Midtvejsfest i teltet fra klokken 20:00-01:45, hvor HvideLøgne og Rocazino indtager scenen og sørger for at dansegulvet ikke er tomt! Entré 170 kr.
Obs! Grundet sygdom ved Rocazino, er der fredag aften meldt ud, at Jonny Deluxe indtager scenen.
Så i stedet for at skråle med på “All my love”, bliver det i stedet til hits som “Drømmer jeg”, “Elskovspony” og “Drenge som mig”.
Søndag er årets DJ Night fra klokken 19:00-02:00, der blandt andet byder på KATO, TooManyLeftHands, Nonsens, Rasmus Skøtt og mange flere! Entré 170 kr.
Navergården og Stenbohus Scenen
Som noget nyt, skal du i år betale 50 kr. pr. dag, for at komme ind i den populære gård og på Stenbohus.
Fredag fra klokken 14:00 varmes der op til Tulibierfesten i Navergården og klokken 21:00 går De Store på.
På Stenbohus Scenen klokken 23:59 kan du høre Nicki Jack.
Lørdag klokken 17:00 kan du høre High Voltage i Navergården, og klokken 21:00 er det Roots in Suits, der går på scenen.
Inde på Stenbohus Scenen kan du høre Music Train fra klokken 23:59.
Søndag klokken 17:00 er der De Små Synger i Navergården, og klokken 20:00 er årets store 90’er fest!
Klokken 23:59 spiller Slo-Mo inde på Stenbohus Scenen.
Café Valdemar
Gårdhaven er åbnet op ved Café Valdemar, scenen er bygget og klar til at sætte en fest i gang!
Billetter købes i døren, og dørene åbner klokken 15:00.
Valde har åbent fredag-søndag klokken 15:00-06:00.
Fredag klokken 21:00 rammer Keinstein scenen, der byder på 50% dansktop, 50% rock og 100% freak show. Entré 100 kr.
Lørdag klokken 21:00 er det Back In Black, der indtager scenen med en kæmpe rock’n’roll fest, med en omgang AC/DC tribute. Entré 150 kr.
Alt det og meget mere
Der sker helt sikkert meget mere rundt i Ribe i denne weekend, da hele byen fester med.
Vi må endelig ikke glemme alle byens butikker og madsteder, så det er bare om at gå op oplevelse i byen.
Du ønskes en rigtig god Tulipanfest, og jeg håber, du kunne finde noget inspiration og få et overblik.
Obs! Vær opmærksom på sidste øjebliks ændringer i diverse programmer. Klik eventuelt ind på stederne, for at være helt opdateret.