Tyveribølge på Esbjergs kirkegårde: Sabrina mistede mere end en kæde

Esbjerg har gennem længere tid været plaget af tyverier fra kirkegårde.

Kæder, pyntegenstande og fuglefigurer forsvinder fra gravsteder, og tilbage står de pårørende med en følelse af vrede, magtesløshed og sorg.

En af dem er Sabrina Eggers, 57 år, som for nylig oplevede at familiens gravsted på kirkegården i Esbjerg var blevet udsat for tyveri.

“Jeg havde læst på Facebook, at andre havde fået stjålet ting. Så dagen efter kørte jeg derud. Og ganske rigtigt, kæden var væk, og to af vores små fuglefigurer var også forsvundet,” fortæller hun.

Et overgreb på minderne

Tyveriet var ikke bare et spørgsmål om materielle genstande. Det ramte dybt, fordi kæden omkring gravstedet havde tilhørt familien i generationer.

Den blev skænket af Sabrinas far i 1938 og havde siden markeret, at her skulle man træde med respekt.

“Det er jo ikke bare en kæde. Det er noget, der symboliserer, at her hviler nogen, man skal lade være i fred. Det føles som om, nogen er gået lige ind i vores hjem og har taget noget, der ikke tilhører dem.”

Ringer forgæves efter hjælp

Oplevelsen fik Sabrina til at kontakte politiet, men svaret gjorde hende blot endnu mere frustreret.

“De sagde bare, at de ville indlægge det. Men hvad betyder det? Der sker jo ikke noget, hvis ikke nogen bliver taget på fersk gerning”.

Tog sagen i egen hånd

Hun valgte i stedet selv at ringe rundt. Først til graveren og kirkegårdsadministrationen, siden til en lokal produkthandler, der kunne være en potentiel aftager af stjålne metaller.

Hun fik bekræftet, at problemet ikke kun er lokalt, men landsdækkende.

“Jeg bad hende sende en mail rundt til andre steder. Der må jo være nogen, der tager imod de her ting. De bliver jo ikke stjålet for sjov.”

Læs også: Flere anmeldelser: Omfattende tyverier fra kirkegårde i Esbjerg

Hun håber også, at andre vil være mere opmærksomme på tendensen.

“Jeg syntes de er de laveste af det laveste mennesker og ussel og vores pårørende skal kunne hvile i fred. Det kan ikke passe, at de skal sætte dagsorden for og det vil jeg ikke finde mig i. Jeg håber, at folk er mere vågen, når de ser noget på kirkegårdene og anmeld det, så de kan blive stoppet”, siger hun.

Ingen svar fra nærpolitiet

Også nærpolitiet har Sabrina forsøgt at komme i kontakt med, men uden held.

“Det er flere dage siden, jeg ringede. Jeg ville foreslå, at der sad nogle betjente i nærheden, der kunne gribe ind, hvis gerningsmændene kom tilbage. Men jeg har ikke hørt noget.”

Uvisheden fylder

Sabrina har stadig én fugl stående ved gravstedet. Men hun ved ikke, om den også snart er væk. Det giver en konstant uro og et behov for at kontrollere, om noget nyt er forsvundet.

“Det er en mærkelig følelse. Man går og håber, at det næste besøg ikke bringer flere skuffelser.”

En værdig afgrænsning er væk

Kæden, der omkransede gravstedet, havde ikke bare historisk betydning. Den var også en fysisk markering af grænsen mellem privat og offentligt. Den grænse er nu brudt.

“Det er jo ligesom døren til vores hjem. Den fortalte, at her skal man ikke gå ind. Nu står det åbent, og det føles forkert.”

Morens sorg er tung

Også Sabrinas mor er stærkt berørt. Gravstedet er hendes forældres hvilested, og hun har svært ved at forstå, hvordan nogen kan finde på at begå tyveri netop dér.

“Min mor er ældre, og hun er virkelig ked af det. Det er hendes mor og far, der ligger der. Det skal være et fredeligt sted, ikke noget fremmede skal pille ved.”

“Man kan ikke synke lavere”

For Sabrina er der ingen tvivl om, at tyverier fra gravsteder er blandt de mest lavmælte forbrydelser, man kan begå.

“Jeg synes ikke, man kan synke lavere, end at stjæle fra et gravsted. Det er det laveste, man kan blive som menneske.”