Tyverier fra gravsteder: Politiet gør stort fund i Esbjerg
En bronzeskulptur til en værdi af 750.000 kroner er fundet igen, efter den sidste år blev stjålet fra Skads Skole.
Samtidig har politiet beslaglagt omkring 250 kobbergenstande, som blandt andet mistænkes at stamme fra tyverier på kirkegårde i Esbjerg.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Stor politiaktion i Esbjerg
Onsdag gennemførte politiet ransagninger på fire adresser i Esbjerg som led i en efterforskning af en række tyverier af kobbergenstande.
Under aktionen fandt betjentene blandt andet bronzeskulpturen “Mor med Barn” af kunstneren Hanne Varming. Skulpturen blev stjålet fra Skads Skole i august 2025 og har en anslået værdi på 750.000 kroner.
Derudover beslaglagde politiet endnu en bronzeskulptur, elværktøj, ladcykler og omkring 250 mindre kobbergenstande.
Ifølge politiet formodes en stor del af genstandene at stamme fra tyverier fra gravsteder og kirkegårde.
36-årig sigtet
En 36-årig mand fra Esbjerg er blevet sigtet for hæleri i sagen. Han er efter afhøring blevet løsladt.
“Vi er meget tilfredse med, at vi har beslaglagt et stort antal koster, blandt andet genstande, som vi formoder stammer fra tyverier fra kirkegårde i Esbjerg, og vi håber at kunne bringe effekterne retur til de forurettede,” siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kan tage tid
Nu begynder et omfattende arbejde med at registrere alle de beslaglagte effekter, så de kan sammenholdes med anmeldelser om tyverier.
“Vi har fuld forståelse for, at fx bronzefigurer fra gravsten har stor affektionsværdi for de efterladte, og at det er vigtigt for borgerne, at de kan få deres genstande igen. Lige så snart vi kan, fremlyser vi de mange genstande i offentligheden, men vi opfordrer samtidig borgerne til at være tålmodige,” siger Søren Rønnov.
Politiet oplyser, at der fra 1. januar 2025 til 15. juli 2026 er registreret 74 anmeldelser om tyverier fra gravsteder og kirkegårde.
Samtidig understreger politiet, at der er fundet flere genstande, end der er registreret anmeldelser. Derfor opfordres borgere, som har været udsat for tyveri fra et gravsted, men endnu ikke har anmeldt det, til at kontakte politiet.
På grund af sagens omfang har politiet endnu ikke mulighed for at besvare henvendelser om konkrete effekter eller enkeltsager.