Tyveritogt gennem Danmark: Det her var det store mål
Kaffe blev den gennemgående vare, da to rumænske mænd i april begik en lang række butikstyverier i dagligvarebutikker over store dele af Danmark.
Nu er begge mænd blevet dømt ved Retten i Sønderborg, hvor de hver har fået seks måneders fængsel og er blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.
Dømt for 56 butikstyverier
De to mænd på 31 og 39 år er tilsammen dømt for 56 butikstyverier.
Tyverierne fandt sted i april i år i dagligvareforretninger i en lang række byer i både Jylland og på Sjælland. Blandt byerne var Esbjerg og Ribe, men også blandt andet Aalborg, Hjørring, Sønderborg, Aabenraa, Ringkøbing, Herning, Viborg, Grindsted, Billund, Kolding, Vejle, Næstved, Vordingborg og Ringsted.
I forbindelse med tyverierne stjal mændene især kaffe. I enkelte tilfælde blev der også stjålet andre varer.
Den samlede værdi af de stjålne varer var cirka 100.000 kroner.
Gemte varerne i tøjet
Ifølge oplysningerne i sagen gemte de to mænd varerne i deres tøj, inden de gik til scan selv kasserne.
Her betalte de for nogle mindre og ubetydelige varer, hvorefter de forlod butikkerne med de stjålne varer.
Fremgangsmåden gik igen i flere af de mange tyverier, der blev begået i løbet af april.
Den 39-årige mand blev anholdt den 21. maj og fik dom dagen efter.
Den 31-årige mand blev anholdt den 2. juli og fik dom den 3. juli.
Begge mænd erkendte samtlige forhold under deres grundlovsforhør. Derfor kunne retten afsige straksdom i begge sager.
Straffen blev for hver af de to mænd fastsat til seks måneders fængsel.
Derudover blev de begge udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.
Efterforsket af specialenhed
Sagen har været efterforsket af Udlændingekontrolafdeling Vest, der er en specialenhed under Syd og Sønderjyllands Politi.
Afdelingen er placeret i Padborg og arbejder blandt andet med grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet.
UKA Vest efterforsker og analyserer blandt andet sager om omrejsende kriminelle grupper og samarbejder i den forbindelse med tyske myndigheder.
Afdelingen har også ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.