Udbygning af fiskerimuseum: Disse lokale kræfter har doneret til projektet
Igennem længere tid har der været et stort ønske om at udbygge Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Det ønske er nu tættere på en realitet, da der er samlet lidt over 160 millioner kroner sammen til udbygningen.
En del af donationerne kommer fra lokale kræfter i Esbjerg.
“Museet trænger bare enormt til at blive ombygget og udvidet. Det er bygget i 1968, og museumsverdenen og i særdeleshed det omgivende samfund har på alle måder udviklet sig siden. Museet blev oprindelig bygget til 50.000 gæster om året, i fjor havde vi 139.000, og det er på tide at forbedre især publikumsfaciliteterne med det største kulturbyggeri i Esbjerg nogensinde”, siger direktør Merete Jankowski i en pressemeddelelse.
Det er A.P. Møller Fonden, Real Dania og Esbjerg Kommune som er de store bidragsydere. De har hver især givet tilsagn til projektet med 50 millioner kroner hver.
De resterende millioner kommer fra lokale fonde. Claus Sørensen Fond har givet 5,0 millioner kroner, Esbjerg Fonden giver 3,5 millioner kroner, Lida og Oskar Nielsens Fond giver 1,0 millioner kroner, og Johan Hoffmann Fonden giver også 1,0 millioner kroner.
En hyppig gæst
Koncerndirektør hos Claus Sørensen Gruppen, Jesper Toft Mathiasen, har sammen med sin familie været hyppig gæst på museet. Derfor glæder han sig over, at byggeriet især tilgodeser børn, så de kan opleve og tilegne sig viden om Esbjergs livline, havnen og havet.
Han er også glad for, at lokale fonde står sammen om at bringe museumsprojektet helt i mål.
“Havet har formet os til alle tider i Esbjerg. De store, nationale fonde lægger stor vægt på, at udbygningen af museet er bredt funderet med også lokal opbakning. At fire Esbjerg-fonde nu forener kræfterne for at løfte sin del af opgaven er et stærkt signal til omverdenen om, at vi står sammen, når vægtige lokale projekter skal finansieres. Vi støtter også i fremtiden gerne kulturelle og almennyttige formål med henblik på at tiltrække midler udefra til at finansiere projekter, der kan skabe vækst og øge antallet af indbyggere og gæster i Esbjerg Kommune”, siger Jesper Toft Mathiasen i pressemeddelelsen.
Også hos Esbjerg Fonden er der glæde over at være blandt bidragsyderne.
“Museet vil – efter Esbjerg Fondens overbevisning – være en attraktion, som mange vil besøge, og som derfor i endnu større grad vil være med til at tiltrække gæster til Esbjerg. Samtidig er det også håbet, at byens borgere vil blive nysgerrige på det nye projekt. Da vi blev præsenteret for planerne, fremgik det, at flere af landets større fonde samt Esbjerg Kommune bidrager med store beløb, og der var i vores bestyrelse ingen tvivl om, at vi skulle bidrage med en donation”, således projektet kan gennemføres, siger Esbjerg Fondens formand, Brian Bo Knudsen, i pressemeddelelsen.