“Jeg er jo bare Camilla”: Nu udgiver hun bogen om livet, kampen og sejren

Camilla Pedersen er vokset op i Esbjerg, og selvom hun i dag bor i Aalborg med sin mand og deres to børn, er det i Esbjerg, hun hører til.

Tirsdag den 4. november springer hun ud som forfatter med bogen Livet, kampen, sejren – en fortælling om ulykken, der vendte alt på hovedet, og gav hende nye mål og muligheder.

Læs også: Er træt af at blive valgt fra: Nu skaber de eget fællesskab

Med storebroren som makker blev det tydeligt, at Camillas vilje til at vinde lå dybt i hende.

Hun var et barn, der fandt glæden i bevægelse og i fællesskabet omkring sporten. Det var dér, hun følte sig hjemme.

Hun var altid med drengene, hvor konkurrencerne og udfordringerne stod i kø.

Hun var otte år, da hun første gang trak ishockeytrøjen over hovedet. Kulden fra isen, lyden af skøjter og stemningen i hallen blev hurtigt en del af hende.

Det var her, hun fandt glæden ved fællesskabet, de tætte venskaber og følelsen af at være en del af noget større – et hold, hvor alle kæmpede for hinanden.

Esbjerg Ishockey blev hendes andet hjem. En sport, der stadig motiverer hende og fylder i hendes voksenliv.

Men det var ikke kun på isen, hun udfordrede sig selv.

Samme år stillede hun op til sit første løb – på trods af at hun havde to arme i gips.

Gevinsten var 250 kroner, og for Camilla var det motivation nok.

Armene var brækket i endnu en konkurrence om at komme først op i et træ.

“Min far sagde, at jeg ikke kunne løbe med armene i gips. Men jeg skulle vise ham. Jeg løb – og jeg vandt min aldersgruppe,” griner Camilla.

Hendes motivation for at kæmpe og vinde fortsatte.

Hun prøvede flere forskellige sportsgrene uden at finde gnisten, men svømning vakte hendes interesse.

Hun var egentlig bange for vand, men det holdt hende ikke tilbage.

Da hendes storebror ville starte til svømning, fulgte hun med – på trods af vandskrækken.

Sporten fyldte det hele, både i hallen, i svømmehallen og hjemme i haven, hvor hun og broren spillede hockey mod hinanden.

“Jeg hader at tabe og elsker udfordringer og jeg har aldrig accepteret et nej, før jeg selv finder ud af det om det er noget jeg kan,” siger hun.

Camilla spillede på både pige- og drengehold i hockey, men da hun som 15-årig ikke længere måtte stille op for drengene, måtte hun vælge.

Svømningen trak – og det blev den, der kom til at forme hendes ungdom. Det var her, Camilla for alvor begyndte at løfte sig selv til et nyt niveau.

Rejsen mod triatlon

Som 19-årig lagde hun svømningen på hylden og rejste til USA som au pair.

Her blev det til to et halvt år med både arbejde og fag som ernæring og biokemi. Da hun vendte hjem, begyndte hun på en bachelor i Haderslev og senere en kandidat i human ernæring.

I 2010, som 26-årig, kastede Camilla sig ud i triatlon – og hun gjorde det fra første dag som professionel.
Camillas vilje har altid været urokkelig.

Når nogen tvivler på hende, tænder det en ild, der kun har ét mål – at bevise, at de tager fejl.

“Jeg kan ikke dyrke sport for sjov. Jeg skulle gå all in, så jeg startede direkte på professionelt plan,” smiler hun.

Hun arbejdede fuldtid ved siden af sporten de første tre år – blandt andet med udsatte og kriminelle unge i Esbjerg, som hun hjalp med at finde glæden ved at være aktive.

Hun underviste også i fitness, BodyPump og spinning fem gange om ugen.

“Jeg stod op klokken fem for at svømme med eliteholdet. Hele dagen var pakket – jeg boede nærmest i en taske og kom sjældent hjem før sent om aftenen. Det krævede alt, men jeg kunne mærke, at der stadig var mere i mig,” siger hun.

Hun klarede alt selv – fra sponsorer og udstyr til penge til rejser. Hun brugte hele sin opsparing som opstart, fast besluttet på at få det til at lykkes. Det hele begyndte med en brugt cykel og en våddragt, men med hjælp fra lokale sponsorer kom hun i gang og kunne tage de første skridt mod drømmen.

“Jeg har aldrig haft en manager – det skulle være mig selv. Når der skulle søges sponsorer eller findes en ny cykel, var det mig, firmaerne mødte. Jeg har altid syntes, det var vigtigt, at folk talte med mig og ikke en anden på mine vegne,” forklarer Camilla med et smil.

Hun er stadig dybt taknemmelig over for de sponsorer, der troede på hende – på hendes vilje, hendes mod og en drøm, der dengang virkede større end virkeligheden.

“Uden dem var det aldrig blevet til det eventyr, det blev,” siger hun.

Allerede andet år som professionel triatlet i 2012, vandt hun sit første EM og siden har hun ved flere verdensmesterskaber og europamesterskaber, stået på podiet med både medaljer i guld, sølv og bronze.

Ulykken der ændrede alt

Den 3. september 2013, på toppen af sin karriere og i den bedste form nogensinde, styrtede Camilla Pedersen under træning.

Hun brækkede hoften, fik kraniebrud og livstruende indre blødninger. I 19 dage lå hun i kunstig koma og gennemgik to operationer for at redde livet – for Camilla var tæt på at dø.

Kørestolen var aldrig en mulighed.

Ikke for Camilla. Da meldingen kom, at hun nok aldrig ville gå igen, bad hun dem tage den væk.

“Jeg ville bare tilbage til den Camilla, som folk kendte – den aktive, energiske person, der altid var i gang og glad. Jeg vidste, at jeg ikke ville være den samme, hvis jeg ikke kunne træne. Jeg prøvede at komme ud af kørestolen så mange gange – og væltede lige så mange. Men jeg rejste mig op igen og igen. Jeg havde viljen til, at det skulle lykkes,” fortæller Camilla.

Camilla nægtede at acceptere lægernes dom og kæmpede sig op, hver gang hun faldt og et år senere i 2014, stod hun øverst på podiet som verdensmester i langdistance-triatlon.

Hun gennemførte de 4 km svømning, 120 km cykling og 20 km løb på 5 timer, 43 minutter og 31 sekunder – mere end fire minutter hurtigere end nummer to.

Et af de største comebacks i dansk sportshistorie.

Samme år blev Camilla Pedersen kåret som Årets Sportsnavn – en af de største hædersbevisninger, en dansk atlet kan modtage. Prisen uddeles af Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark til udøvere, der har leveret noget helt ekstraordinært.

Det blev symbolet på hendes styrke og vilje – på rejsen fra hospitalssengen til verdens top. Et bevis på, at hun aldrig gav op.

At finde balancen som mor

Camilla Pedersen har gennem 2010’erne været blandt verdens absolut bedste.

Hun har kæmpet sig til podiepladser ved både EM og VM – og med sin stædighed og styrke sat sig et uudsletteligt aftryk på triatlonsporten.

I 2021 ændrede livet sig igen.
Camilla blev mor for første gang – og bare tre måneder senere stod hun med en EM-bronzemedalje om halsen.

Det var ikke et løb, hun havde planlagt at stille op i. Der havde ikke været nogen træning forud, og tanken om at konkurrere var egentlig lagt på hylden. Men muligheden bød sig, og noget i hende sagde ja.

“En halv time før start ammede jeg, mens alle andre varmede op i vandet. Der var en befrielse over det løb. Jeg stillede ikke op for at bevise noget – kun fordi jeg havde lyst. Jeg ville mærke, at jeg stadig kunne være med. Og jeg blev nummer tre. Det er jeg stolt af i dag,” smiler hun.

Året efter blev Camilla mor endnu engang. Og denne gang kunne hun mærke, at noget i hende havde ændret sig.

Friheden fra de stramme træningsplaner føltes som en lettelse. Der var ikke længere et ur, der tikkede, eller en plan, der styrede dagen. I stedet blev tiden med børnene det vigtigste.

“Jeg kunne mærke, at jeg tog det hele mere med ro. Mine børn kommer først nu – og det føles rigtigt,” siger hun.

Alligevel var konkurrencemennesket i hende ikke helt forsvundet.

Hun satte sig nye mål og stillede op til både EM og VM – denne gang på børnenes præmisser. Træningen måtte passes ind mellem middagslure og aftensmad, og selvom resultaterne ikke længere var det vigtigste, var glæden ved at være med stadig den samme.

I 2023 lukkede Camilla kapitlet som professionel atlet. Hun gjorde det med ro i kroppen og stolthed i hjertet – bevidst om, at hun havde opnået alt det, hun drømte om.

Livet, kampen og sejren

I dag finder Camilla balancen mellem familieliv og karriere. Hun er mor først – men stadig drevet af den samme nysgerrighed, målrettethed, ilden der brænder og lysten til at udvikle sig, som altid har fulgt hende.

Camilla hjælper allerede flere sportsfolk – blandt andet racerkørere og tennisspillere – med at finde balancen mellem det mentale og det fysiske. Nu tager hun skridtet videre og bruger sine egne erfaringer til at styrke andre.

Til november færdiggør Camilla sin master i coaching. Samtidig står hendes nye hjemmeside klar – et symbol på det næste kapitel. Her vil hun bruge sin erfaring fra elitesporten til at styrke ikke kun atleter, men også iværksættere, ledere og virksomheder, der har brug for én, som forstår, hvad vilje og balance betyder i praksis.

“Det har været vildt hårdt at læse igen. Men det har også været rart at bruge hjernen, men også udfordrende.

Min nye hjemmeside er lige blevet færdig, og jeg glæder mig til at tage hul på næste kapitel. Jeg vil gerne arbejde med stresshåndtering, ledelse, konfliktløsning og teamsamarbejde. Jeg ved, at jeg kan hjælpe mange med de værktøjer, jeg har fået – og det ser jeg virkelig frem til,” smiler Camilla stolt.

For Camilla betyder det meget at blive ved med at holde foredrag og bruge sine erfaringer fra sporten og livet som topatlet til at hjælpe andre. Hun håber, at hendes historie kan give andre modet og styrken til at rejse sig, når livet slår hårdt.

“Jeg er langt fra perfekt. Og det er nok det vigtigste, jeg gerne vil give videre til unge mennesker. Husk jer selv. Gør ikke det, andre forventer – gør det, der føles rigtigt for jer. Ingen er perfekte,” siger hun med et smil.

“Jeg er jo bare Camilla”

Nu springer hun ud som forfatter. Den 4. november udgiver Camilla Pedersen bogen Livet, kampen, sejren.

Her fortæller hun sin historie.

Om smerten, der blev hendes rettesnor. Om at tabe alt – og vinde mere, end hun troede muligt. Om barndommens vilde konkurrencer med storebroren, om ishockeyens tæsk, om at mærke livet og døden i samme krop – og om at finde vej tilbage, da alt syntes tabt.

Men Livet, kampen, sejren er ikke kun en fortælling om sport.

Det er en historie om livskraft, kærlighed, tab og forvandling. Om at finde mening i modgang og opdage, at styrke ikke altid måles i medaljer – men i evnen til at rejse sig, når alt håb synes ude.

“Jeg lever stadig med følgerne af ulykken, men de definerer ikke, hvem jeg er som menneske. Jeg har lært at tage kampen op hver eneste dag – og jeg har lovet mig selv at lytte til min krop og respektere dens grænser. Men jeg kan stadig godt lide at mærke gnisten og udfordre mig selv,” forklarer Camilla.

Nu ser Camilla frem mod et nyt kapitel. Til at færdiggøre sin master i coaching, stå på egne ben som selvstændig og bruge sin erfaring til at løfte andre. For det er vigtigt for hende.

Hun ser tilbage på en lang og intens karriere, der har formet hende og givet hende mere, end hun nogensinde kunne have drømt om. Hun føler sig privilegeret over at kunne give sin viden og erfaring videre – til andre, der står midt i deres egen kamp.

“Jeg har haft en karriere, der har kostet blod, sved og masser af tårer. Men jeg vil ikke ændre noget. Ikke én eneste beslutning,” siger hun.

Der er stadig et triatlon på Hawaii, som aldrig blev til noget. Men det betyder ikke så meget længere. For Camilla føler, hun har fået alt det, hun kunne ønske sig – og mere til.

“Jeg føler mig så privilegeret, stolt, ydmyg og taknemmelig for al den støtte, jeg har fået – ikke kun fra min familie, men også fra Esbjerg og resten af Danmark. Den opbakning har betydet alt, især når tingene har været svære.”

Hun smiler stille, inden hun fortsætter:

“Jeg har faktisk svært ved at finde de rigtige ord. Hvordan siger man tak til alle de fantastiske mennesker, der har heppet, støttet og troet på mig? Det er noget af det, jeg er allermest taknemmelig for. Det rører mig hver gang, nogen stopper mig og siger, at de husker mine præstationer eller giver mig et klap på skulderen. Det gør mig så glad – og så stolt.”

Camilla Pedersen har rejst sig igen og igen.

“Jeg er jo bare Camilla – den samme pige, der engang kastede sig ud i et eventyr uden helt at vide, hvor det ville føre hen,” slutter hun.

Og nu, hvor hun står på tærsklen til sit næste kapitel, handler det ikke længere om at vinde – men om at give videre.