Udvider i Esbjerg: Her kommer nyt tilbud til unge over 16 år
Der bliver snart lidt mere liv i Fairhuset i Esbjerg.
Huset udvider nemlig med et nyt tilbud til unge over 16 år, som skal være et alkoholfrit frirum for dem, der går på gymnasiet eller andre ungdomsuddannelser.
Det nye tilbud får premiere torsdag den 3. september 2026 fra klokken 16.00 til 20.00 i Fairhuset på Kirkegade 70.
Her lægger UngeCrew ud med madpandekager, og torsdag den 17. september er planen, at de unge blandt andet skal kunne lave deres egne smykker og få pizza.
Fairhuset hører under KFUM og KFUK og arbejder i forvejen med aktiviteter for unge mellem 13 og 25 år.
Men der er opstået et ønske om et mere målrettet tilbud til de 16-20-årige.
Det er blandt andet unge fra Fairhusets eget UngeCrew, som har været med til at pege på behovet og skabe de nye arrangementer.
“Torsdag aften er tit ledig for mig og flere af mine jævnaldrende på gymnasiet. Det er jo lille-fredag, hvor man fejrer at weekenden nærmer sig. Det nye 16+ segment er valgt udelukkende fordi vi havde brug for et særskilt tilbud til os, der går i gymnasiet og andre ungdomsuddannelser,” siger Mikkeline, som er tilknyttet Fairhusets UngeCrew, i en pressemeddelelse.
Et frirum uden pres
Med det nye torsdagstilbud håber de unge bag initiativet at skabe et sted, hvor man kan være sammen på en anden måde end i skolen.
“Vi vil gerne være sociale på andre måder uden for gymnasiet end ikke kun ved afleveringer, pres og meget andet. Derfor vil vi gerne skabe det her frirum, hvor vi kan tale sammen, lave forskellige små aktiviteter og vende fortrolige og personlige ting med hinanden. Et slags ung-ung initiativ. Men der vil også være mulighed for, at man kan arbejde i studiegrupper eller lignende, hvis der skulle opstå et behov. Først og fremmest er det et fristed for unge studerende i vores by,” siger Mikkeline.
Det nye tilbud kommer til at ligge hver anden torsdag i lige uger fra klokken 17.00 til 20.00.
Det er gratis at være med, og der kræves ingen tilmelding.