Udvider varsel markant: Skybrud kan ramme Esbjerg
Indtil nu har juni i høj grad været præget af bygevejr, og det ser ud til at fortsætte.
TV 2 Vejret har her til morgen udvidet sit skybrudsvarsel fra kun at gælde Bornholm til nu at omfatte det meste af landet.
Kun det nordlige Jylland er ikke en del af varslet, som det ser ud lige nu.
I det meste af landet meldes der om mindre risiko for lokale skybrud.
Varslet gælder frem til i aften kl. 18.00.
Fra morgenstunden har der ifølge meteorolog Jonas Damsbo været meldinger om tordenbyger, og forventningen er, at der kommer flere i løbet af dagen.
“Flest byger forventes der at være i eftermiddagstimerne, hvor nærmest hele landet har udsigt til byger, der potentielt kan være med torden.
Imellem bygerne er der mulighed for noget sol,” lyder det fra TV 2 Vejrets meteorolog, der spår, at torsdagens byger ‘kan poppe op som en trold af en æske’.
For at leve op til kriterierne for et skybrud, skal der falde mindst 15 millimeter regn på en halv time.
Også DMI melder om, at torsdag kommer til at byde på byger, der lokalt kan være kraftige og med torden, dog uden at varsle risiko for skybrud.