Ugens tip: Oase i sidegade serverer uimodståelig kaffe og en BMO som sidevogn
Hver mandag får du Ugens tip skrevet af redaktionen.
Ugens tip samler alt det, vi godt kan lide.
Det kan være alt fra spændende cafébesøg, et helt særligt spot i byen, sjove aktiviteter for børn eller et betagende besøg på et museum, kort sagt – noget der har imponeret os, udover det sædvanlige.
Så her får du serveret de bedste insider-tips til alt det bedste i og omkring Esbjerg.
Hvis du ligesom os altid er på jagt efter en rigtig go’ kop kaf’ og noget lækkert til, så er vi helt sikre på, at dette “Ugens tip”, rammer helt perfekt.
Lokal oase med fokus på kvalitet og kærlighed
Vi er vilde med, når I “tipper” os om noget, I er vilde med og lige præcis Bean Machine er dampende varm i vores indbakke.
Vi skal ikke langt fra selve midtbyen i Esbjerg, før du finder Bean machine lokaliseret i Kronprinsensgade, i en smuk forening – og side om side – med Spiritusklubben og Speakeasy.
De kalder det selv en fortovsarkade, og hvis du elsker kaffe lavet med kærlighed og lidenskab og bagværk, der matcher selv samme, så har de faktisk ramt noget lidt andet, end vi er vant til i Esbjerg. Og hvor er det godt.
Er du til en god kop kaffe og en BMO – bolle med ost – så må du ikke snyde dig selv for turen forbi Bean Machine.
Hvis du ikke er til kaf’ eller en bolle, finder du også en masse andre lækkerier. Alt dette kan nydes lige her, mens byen vågner, eller hvis du lige mangler dit sidste kaffefix på vej hjem fra job.
Lokationen er perfekt, og der er rig mulighed for parkering, hvis du kommer i bil. Stedet ligger også perfekt, hvis du bare er på gå-ben.
Indretningen er indbydende og lækker, og der dufter af frisk og varm kaffe – krydret med kærlighed. Der er rig mulighed for at finde en siddeplads udenfor, nu når vi går sommeren i møde.
Indenfor finder du en god håndfuld siddepladser, med god plads på bordene.
For det får du virkelig brug for, når du går om bord i deres kaffekort, og hvad der dertil hører.
Vi bestilte en dobbelt espresso med sødmælk – Og hos Bean Machine er alle shots dobbelt, de vil nemlig ikke smide det ene shot ud, når de alligevel nu kværner. Bagværket er lækkert og fristende. Vi snuppede en varm og sprød bolle fra Mel fra forum med et perfekt lag smør og store lækre stykker gammelknas fra Arla Unika på toppen.
Der lå en kæmpe cookie med masser af chokolade og skreg på at komme med os – så det fik den lov til. Næste gang arbejder vi os videre til de smukke croissanter med og uden chokolade.
Der er masser af kolde drikke, der frister. Du finder et udvalg af sodavand – blandt andet fra Frem i Ribe – skønne forskellige most og vand. Vi valgte en iskold økologisk kombucha med æble og goji fra Vestens Microbryggeri. En kæmpe høj femmer herfra.
Kombuchaen er den vildeste læskende drink og smagen med æble og goji, kan virkelig anbefales – specielt go’ til en dag i solskin, med vind i håret og rockstar briller på.
Kaffen er lækker, rund i smagen og cremet.
Hvis du er en ægte og stolt “kaffenørd” – ville du helt sikkert kunne fylde nogle flere ord på her. Men for os er den uimodståelig – “bare tør’ mig op fra gulvet”.
Den sprøde cookie ryger med i en pose “to go”. Da vi er mætte på kaf’ og kærlighed og på vej ud af døren, bestiller en smuk dame en kop kaffe i eget medbragte “to go” krus. “det giver rabat, når du medbringer eget krus”, siger den skønne unge kvinde bag disken.
Vi er vilde med det – mega fedt koncept.
Priserne er fair – 40 kroner for en espresso og 35 kroner for en bolle med ost.
Kæmpe høj femmer til Bean Machine, og vi helt enige med jer. Kaffen er rygende varm og uimodståelig, det samme er personalet og beliggenheden. Der er så mange andre dejlige ting, at fortælle om det her sted, men vi mener I selv skal opleve det – så smut forbi – det er så meget et besøg værd.
Et ekstra lille ekstra tip herfra – Appen European Coffee Trip kan hentes ned, så du altid kan kan finde den lækreste kop kaffe, uanset hvor i verden du er – psssssst – Bean Machine findes i appen.
Hvor: Bean Machine – Kronprinsensgade 99, 6700 Esbjerg
Åbningstider: Tirsdag – Fredag: 07.30-17.00 – Lørdag: 10.00-15.00 – Søndag: 10.00-15.00
Mere info her