Uheld på Esbjergmotorvejen: Faldt muligvis i søvn bag rettet
Mandag aften fik politiet en anmeldelse om et færdselsuheld på Esbjergmotorvejen.
Politikommissær ved Syd- og Sønderjyllands Politi Claus Løbner fortæller, at en 20-årig kvinde kørte på Esbjergmotorvejen.
Omkring Bramming-afkørslen skete et solouheld, hvor kvinden kørte ind i autoværnet.
Kvinden var uskadt, og der skete kun materiel skade.
Ifølge Claus Løbner tyder politiets foreløbige undersøgelser på, at kvinden muligvis var faldet i søvn under kørslen. Hun gav selv udtryk for, at hun var træt.
Politiet overvejer, om kvinden skal sigtes for overtrædelse af færdselsloven, da det ikke er tilladt at føre et motordrevet køretøj, hvis man er i en tilstand, hvor man er ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde. Det gælder blandt andet mangel på søvn.
Læs også: Er du blevet kontaktet?: Politiet advarer mod svindel i Esbjerg Kommune