Ung midtbanespiller skriver kontrakt med EfB: “Klubben har givet mig spilleglæden tilbage”
Den 17-årige midtbanespiller Jonas Heinze har netop sat sin underskrift på en aftale med EfB, der holder ham i den blå-hvide trøje frem til sommeren 2027. Det skriver EfB i en pressemeddelse.
Jonas Heinze er født i Ringkøbing og startede fodboldkarrieren i Rindum IF. Siden har han været forbi både FC Midtjylland og Silkeborg IF, men for halvandet år siden fandt han det rette match i EfB, hvor han nu spiller på klubbens U19-hold.
“Jeg er utrolig stolt – og ikke mindst megaglad – for den her aftale. EfB har troet på mig fra dag ét og givet mig spilleglæden tilbage efter nogle år, hvor jeg var lidt ramt på selvtilliden. Fravalgene i FC Midtjylland og Silkeborg IF var hårde, men her i EfB er lysten virkelig blomstret op igen. Det er jeg meget taknemmelig for, og nu har jeg masser af blod på tanden for at udvikle mig videre – her, hvor jeg allerhelst vil spille,” siger Jonas Heinze.
Midtbanespilleren kom til Esbjerg fB fra Silkeborg IF og har siden gjort sig bemærket som en teknisk og hurtig spiller. Han træner jævnligt med EfB’s 1. hold og har også fået spilletid på reserveholdet i Future Cup.
“Vi er utrolig glade for at kunne fortsætte samarbejdet med Jonas. Han har modnet sig markant i sin tid i EfB – både som fodboldspiller og som menneske – og det har været en fornøjelse at følge hans udvikling. Han trives i vores miljø og har allerede vist, at han kan begå sig på seniorniveau, så jeg håber og tror, at der inden længe også venter en debut på 1. holdet på Blue Water Arena,” siger EfB’s akademichef Anders Brynaa.


Læs også: Eneste på sin position: Team Esbjerg forlænger med svensker