Unge fodboldspillere strømmer til denne Esbjerg-klub: 80 spillere på en årgang
For mange mange sportsklubber i Danmark er det vanskeligt at lokke unge til og fastholde deres interesse, når klubberne skal konkurrere med computeren og playstation om de unges tid.
Men hvor mange klubber kæmper for at holde liv i ungdomsfodbolden, oplever Sædding-Guldager Idrætsforening, også kaldet SGI, voldsom vækst i antallet af ungdomsspillere.
“I klubben er vi over 700 medlemmer, og vi har omkring 350 ungdomsspillere. På alle årgange er der minimum to 11-mandshold”, siger sportschef i SGI, Theis Nielsen.
Ifølge Theis Nielsen har klubben de seneste år oplevet en stor vækst i antallet ungdomsspilere. Klubbens største årgang er U13, hvor de på nuværende tidspunkt har omkring 80 spillere.
” For nyligt har vi også opstartet pigefodbold. Det har vi ikke haft tidligere, så det er megafedt, at vi har fået det op at køre”, siger Theis Nielsen.
Theis Nielsen fortæller, at SGI i ungdomsrækkerne samarbejder med Sønderris i årgangene U13 til U19. Størstedelen af klubbens spillere kommer fra lokalområdet omkring Sædding, Guldager og Sønderris.
Enkelte spillere kommer fra andre steder i Esbjerg og omegn. Grunden til, at de spiller i SGI, er, at det ikke er muligt at spille fodbold i deres lokale klub, eller fordi de er tiltrukket af træningsmiljøet i SGI.
Gode trænere og plads til alle
Der er flere årsager til, at det er lykkedes for SGI for at få de unge til at spille fodbold. Ifølge Theis Nielsen skal en af forklaringerne findes på sidelinjen og det arbejde, som klubbens trænere udfører.
“Vi har nogle rigtig dygtige trænere, der har b-licens eller anden træneruddannelse. Det er ikke et krav, men det er en ambition om, at man får b-licens, fordi trænerne får nogle kompetencer, og de bliver nogle virkelig gode trænere. Samtidig har vores trænere en fælles forståelse og syn på, hvordan fodbold skal være”, siger Theis Nielsen.
Med store årgange er der mange spillere at vælge imellem, og SGI er lykkedes med at skabe flere hold, hvor alle spillere glæder sig til at komme til kamp og træning.
“Vi er ikke en eliteklub, men spillerne på førsteholdene er typisk spillere, som er ambitiøse og gerne vil blive bedre. Men der er også plads på de andre hold til de spillere, der primært er her for at hygge sig og for fællesskabet, siger Theis Nielsen og fortsætter:
“Det handler selvfølgelig meget om fællesskab, men jeg tror en vigtig årsag til, vi har så mange unge spillere, det er, at der er nogle trænere, som brænder for det, og det smitter af på spillerne”.
Står aldrig stille
En anden nøgle til klubbens succes skal ifølge Theis Nielsen findes på de indre linjer i klubben. Han fortæller, at bestyrelsen i SGI er meget aktiv og hele tiden sørger for, at faciliteterne er i orden, og de undersøger, hvordan de kan skabe de bedste rammer for klubbens medlemmer.
Det kommer blandt andet til udtryk ved, at klubben hvert år afholder en stor fodboldskole, og de arrangerer fodboldture for medlemmerne. Hvert år tager en stor flok spillere sammen på udlandstur for at se fodbold sammen.
“De sidste par år har vi haft 200 medlemmer på udlandstur, hvor de er kørt sammen for eksempel til München og Amsterdam. Det er selvfølgelig fedt, at det kan lade sig gøre, fordi vi vil gerne give spillerne nogle gode oplevelser”, siger Theis Nielsen.
Udover udenlandsture har klubben også forskellige arrangementer i løbet af året. Blandt andet har de hvert år en dag, hvor alle klubbens hold spiller samme dag. Senest lykkedes det SGI at tiltrække op mod 2500 personer i løbet af en dag til at komme og se fodbold. I den forbindelse nævner Theis Nielsen også klubbens mange frivillige som værende en vigtig brik i at få forskellige opgaver løst.
Individuelle færdigheder
Et eksempel på SGI’s forsøg på at være innovative findes i deres tiltag Skills Academy. I modsætning til den klassiske fodboldtræning er der ikke fokus på sammenspil og opspilsøvelser.
“Når vi har Skills Academy, får vi nogle dygtige trænere til at komme. Det særlige ved Skills Academy er, at det er individuel træning, hvor de unge spillere bliver trænet i deres individuelle færdigheder. Vi oplever, at der er en stor efterspørgsel hos spillerne – at de gerne vil udvikle deres individuelle kvaliteter”, siger Theis Nielsen.
Skills Academy finder sted hvert år i uge 42 og er for spillerne i årgangene U10 til U15.
“Sidste år var der 40 med, og det var fuldstændig udsolgt, så det har været en stor succes indtil videre, fortæller Theis Nielsen.
Håbet med Skills Academy er, at spillerne får nogle færdigheder, de kan bruge på banen, og som kan være med til at styrke holdet. Men det er også et håb, at spillerne får lyst til på egen hånd at træne og udvikle deres individuelle tekniker.