Unge Forskere: Lokale elever klar til national finale med vilde idéer
Der var fuld gang i kolber, modeller og prototyper, da Rybners HTX i Esbjerg i denne uge lagde hus til semifinalen i Unge Forskere 2026. Nu står det klart, hvilke projekter fra området der har sikret sig en plads i den nationale finale.
Tre projekter fra Nordborg Slots Efterskole og ét projekt fra Sydvestjyllands Efterskole er gået videre i juniorkategorien, mens et projekt fra Rybners HTX er videre i seniorkategorien.
Fra Rybners HTX er projektet Projekt Magnetko gået videre.
Her har 19-årige Frederik Møhring Madsen, Ella Christine Møller Sørensen og Ida Trondhjem Palm fra 3.g arbejdet med spørgsmålet: Hvordan får man børnehavebørn til at lege mere aktivt udenfor.
Med deres “magnetko” har de udviklet et simpelt legeværktøj, der skal gøre legepladsen mere spændende og motivere børn til at bevæge sig mere. Målet er at styrke både bevægelse, trivsel og lysten til at være ude.
Lydisolering af hår og liv i døde søer
Fra Sydvestjyllands Efterskole er projektet Hår som lydisolering videre.
Her har 16-årige Mary Hmui Cer Thang og Smilla Lind-Holm Kuhnt undersøgt, om menneskehår kan bruges til at dæmpe lyd i stedet for traditionelle lydplader. De har samlet hår fra klipninger og hårbørster blandt deres kammerater og behandlet det med bivoks for at teste, om det kan blive vandafvisende og fungere som et bionedbrydeligt og mere bæredygtigt alternativ til klassiske lydisolerende plader.
På Nordborg Slots Efterskole er tre projekter gået videre.
I Søens Hjerte arbejder eleverne med en flydende maskine, der kan tilføre ilt til søer med iltsvind.
ScapeCast er en app, der sender brugeren på guidede gåture med lydfortællinger for at give et pusterum fra skærmen.
Og i BIO-Nit har eleverne udviklet en flydende platform med tagrør, som skal optage næringsstoffer i fjorde og samtidig styrke biodiversiteten.
“Det vækker håb”
Hos Astra, det nationale naturfagscenter, der står bag Unge Forskere, er man imponeret over niveauet.
“Eleverne har identificeret konkrete problemer, undersøgt dem grundigt og omsat deres viden til løsninger, der kan gøre en reel forskel. Det er, hvad der sker, når vi giver eleverne plads til at forfølge deres egen nysgerrighed. Det er inspirerende, og det vækker håb,” siger Katrine Bruhn Holck, der er programleder for Unge Forskere i Astra.
Også rektor på Rybners HTX, Karen Munk Rasmussen, er begejstret.
“Det er imponerende at opleve den iderigdom, nysgerrighed og det høje faglige niveau, eleverne demonstrerer i konkurrencen Unge Forskere. På Rybners HTX er den undersøgende og eksperimenterende tilgang til STEM – sammen med et stærkt fagligt fællesskab – en helt central værdi. Når unge får plads til at dyrke deres passion og samarbejde om løsninger, skaber de resultater, der giver håb for fremtiden,” siger hun.
Nu venter den nationale finale i Odense Congress Center 26.–28. april, hvor en professionel fagjury skal bedømme projekterne på idé, naturvidenskabelig metode og evnen til at formidle.
Titlen som Årets Unge Forsker 2026 er på spil – sammen med præmier for i alt over 300.000 kroner.
Læs også: Nyt samarbejde: Esbjerg går sammen med europæiske byer i stort projekt 


