Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Unge piger former Esbjerg: Fra idéer til virkelighed i nyt kreativt projekt

Silje Elleskov og Althea Vivi Hellmann har været med fra begyndelsen i projektet. Foto: MigogEsbjerg
Silje Elleskov og Althea Vivi Hellmann har været med fra begyndelsen i projektet. Foto: MigogEsbjerg

I cirka et år har en gruppe af 8. og 9. klasses piger fra Esbjerg været i gang med et særligt projekt.

Sammen med Esbjerg Kommune og en række samarbejdspartnere har de arbejdet på et byudviklingsprojekt, hvor pigerne selv har spillet en aktiv rolle.

Torsdag var de samlet ved Huset i Esbjerg, hvor deres tanker og ideer blev til virkelighed.

To af dem, som har været en del af projektet, er  Silke Elleskov Møller og Althea Vivi Hellmann.

“Vi var lidt skeptiske i starten, men da vi først var i gang, synes vi, det var mega fedt, fordi man kan virkelig mærke, at folk er engageret og vil gøre noget ud af det,” fortæller  Silke Elleskov Møller.

Cirka 20 piger fra Rørkjær og Danmarksgades Skole deltager i projektet.

Ifølge Silke Elleskov Møller og Althea Vivi Hellmann synes de, at mange af deres ideer også bliver til virkelighed.

“Vi kan se mange af vores idéer, som vi har talt om, er kommet med og er blevet inkorporeret i det, vi laver nu. Det er noget, vi har savnet, at os unge er en del af processen,” siger Althea Vivi Hellmann.

Et område for dem

Hele ideen til projektet bunder i et forskningsprojekt med fokus på teenagepiger.

Her har Esbjerg Kommune sagt ja til at være med, hvor man har inddraget målgruppen i at udvikle byrum, som de ønsker.

Et område ved Huset er blevet stillet til rådighed, og pigerne er kommet med inputs og ideer til, hvad de savner i en by som Esbjerg.

“Vi gik ture rundt i byen med dem for at se, hvad det er for nogle steder pigerne bruger, hvad de synes om det, og hvad de mangler. De gav os en masse information om, hvor de går hen for eksempel i det store frikvarter og efter skole. Så begyndte vi at lave nogle koncepter og workshops sammen om, hvad de drømte om, byen kunne tilbyde unge,” siger Jens Kruse, der er co-founder og arkitekt på projektet.

I Esbjerg Kommune var man hurtig til at blive en del af projektet.

Kommunen arbejder allerede med en byudviklingsplan for Esbjerg midtby, og projektet med de unge piger lå godt i forlængelse med de øvrige byudviklingsprojekter.

“Vores fokusområde har været, hvordan vi gør byen attraktiv for unge mennesker, og hvordan vi kan skabe den sammen med dem, der bor her. Det er to af de ting, som projektet sigter på. Derfor synes vi, at det er spændende i forhold til at komme det der skridt videre fra, at vi normalt taler meget om strategier og overordnede udviklinger, til faktisk at gøre nogle helt konkrete ting et sted i byen, hvor det er relevant for de unge mennesker at være,” siger Simon Bryderup Gaardsdal, der er arkitekt i Esbjerg Kommune.

En vigtig gruppe

Det er ikke tilfældigt, at det netop er teenagepiger i Esbjerg, som er inddraget i projektet.

“I forskningsprojektet har de kigget på teenagepiger, og det var et godt match for os, fordi vi måske har haft en lidt blind vinkel. Når man snakker om at lave noget for de unge bliver det ofte for eksempel skate og basket. Måske er det noget andet, pigerne gerne vil have. Så nu får vi et andet perspektiv på aldersgruppen og fokuserer på pigerne,” fortæller Kristine Dagnæs, der er byplanlægger i Esbjerg Kommune.

Ved Huset er pigerne i gang med at lave et område med bænke, hvor unge kan sidde og hygge sig med hinanden.

Derudover har de lavet forskellige farverige skilte til området, og de planter også forskellige blomster.

“Pigerne har selv sat ord på, hvad de savner. Blandt andet har de efterspurgt et sted at hænge ud, og som er deres. Mange af dem siger også, at bymidten er meget pæn, men også lidt kedelig for dem. Så de vil gerne have noget kant, nogle farver og hygge,” siger Kristine Dagnæs.

“De efterspurgte både noget, der var tilbagetrukket i byen, hvor de kan være sig selv, men samtidig noget, der lugter lidt af leg. En bænk er ikke nok. Den skal vise, at man kan hænge ud på andre måder og være lidt aktiv, uden det bliver en legeplads,” siger Simon Bryderup Gaardsdal.

I Esbjerg Kommune håber de, at de kan bruge erfaringerne fra projektet fremadrettet.

Det gælder blandt andet, hvordan man inddrager målgruppen bedst muligt i projekterne.

“Vi fandt ud af, at det var vigtigt at inddrage og samarbejde med skolerne, fordi det er sværere at få dem inddraget i deres fritid, hvor de dyrker forskellige fritidsinteresser. Så det ved vi fremadrettet, at skolerne er en god indgangsvinkel til de unge,” siger Kristine Dagnæs.

Pigerne og de øvrige involverede vil de kommende uger færdiggøre projektet.

Planen er, at det skal stå færdigt til indvielse 13. september.

Del artikel


Korte videoer

Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.