Ny festival indtager Stengårdsvej: Unge veninder står bag nyt event
Fredag skydes en ny festival i gang på Stengårdsvej i det østlige Esbjerg.
Navnet på festivalen er Beat Bash, og det er en helt ny urban festival, der hylder hylder kulturel identitet gennem mad, kunst, musik.
Beat Bash er ikke en klassisk festival.
Bag festen er nemlig de syv veninder Malak Nassar, Hiba Ahmad, Jamila Hirad, Sofia Bebe Zaleha, Salma Abdifatax, Damla Keten og Jamilla El-Jalil.
De er 15-16 år gamle, kommer fra området omkring Stengårdsvej og har kendt hinden siden de var helt små.
“Vi har kendt hinanden siden børnehaveklassen og er vokset op tæt på hindanden på Stengårdsvej.
Det har været en mega fed og anderledes oplevelse at lave Beat Bash sammen”, siger Sofia Bebe Zalena.
Festivalen har været undervejs et års tid. Beat Bash er en del af projektet Det Internationale Kvarter, hvor flere interessenter samarbejder om at styrke udviklingen af Jerne og Stengårdsvej.
Beat Bash finder sted i Kvarterspladsen på Stengårdsvej.
De seneste år har der været afhold forskellige arrangementer på området, men i år har man ladet de syv veninder udvikle en festival med de elementer, de kunne tænke sig var i en festival til dem.
“Vi har prøvet at finde de ting, vi godt kunne tænke os, der var i en festival for os, og vi har prøvet at få så meget med som muligt.
Nu håber vi bare, at folk tager godt imod det”, fortæller Jamila Hirad.
Lang proces
Det var i august sidste år, at veninderne blev spurgt, om de var friske at skabe en festival.
Alle var klar på opgaven og sammen med Projektleder Kiera Conboy har de udviklet festivalen identitet.
Det gælder alt lige fra logo og plakat til programmet, og hvordan festivalspladsen skal bygges op.
“Vi kommer i Klub Ringgaarden, og det var her vi blev spurgt, om vi ville være med til at lave en festival.
I starten vidste vi ikke rigtig, hvad det var, men jo mere vi arbejdede med festivalen, jo lettere blev det”, siger Salma Abdifatax.
I Kvartershuset nær Stengårdsvej har veninderne og Kiera Conboy mødtes og udviklet Beat Bash.
Der er lavet adskillige plancher med ideer samt pynt og aktiviteter til selve festen.
Hver især har de medbragt ideer til bordet, og sammen er de blevet enige om, hvilke ideer, der skal bruges i festivalen.
“Da vi begyndte, mødtes vi cirka en gang om måneden, men som vi er kommet tættere på, er det blevet oftere.
Derudover har pigerne haft opgaver, de har lavet ved siden af, og det har været helt fantastisk at opleve den gejst og glæde, de har taget med til projektet”, siger Kiera Conboy.
Sidste år da pigerne begyndte processen gik de alle i 9. klasse.
Dermed har der været meget praktisk, som skulle gå op, fordi de for eksempel også skulle læse til eksamen samt begynde på ny uddannelse, mens de arrangerede en festival.
Alligevel fortæller barndomveninderne, at processen har fungeret gnidningsfrit, og samarbejdet har været godt.
“Det sværeste har faktisk været at mødes, fordi alle har ikke altid kunnet. Men fordi vi kender hinanden så godt, kender vi også hinandens styrker og svagheder”, siger Hiba Ahmad.
En kæmpe fest
De syv piger har fra start af kommet med ønsker til festivalen og forhørt sig med folk i deres omgangskreds, hvad de gerne vil have i en festival i deres lokalområde.
I den forbindelse har pigerne også været med til at søge midler til blandt andet kunstnere, der skal optræde på festivalen.
Ifølge Kiera Conboy har pigerne arbejdet hårdt, og med fælles hjælp har det betydet, at festivalen er støttet af Esbjerg Kommune, Platformens Springbrætpulje og Den Kulturelle Ungdomsfond KUUF.
På musikfronten er det lykkedes at få Kundo og Merro8 til at spille.
Begge har optrådt på nogle af sommerens største festivaler blandt andet Roskilde Festival. To navne, som pigerne er stolte over at få til Beat Bash.
“Det var lidt svært at finde ud af, hvad der kunne lade sig gøre, og hvilke kunstnere vi kunne få.
Men vi er rigtig glade for de to kunstnere, og det virker til, at dem vi har talt med også er glade for, at de kommer og spiller”, siger Salma Abdifatax.
Udover musikken vil kreativitet også være et vigtigt element til festen samt street dance og street basket.
Samtidig er det muligt at få en madoplevelse, da lokale fra området har madboder på pladsen. Ifølge pigerne bliver maden meget alsidig fra forskellige lande.
Endelig har Beat Bash hyret komiker Ahmed Osman, der skal være vært på scenen.
“Jeg er selv vokset op på Stengårdsvej og kender området rigtig godt. Da jeg hørte om projektet, synes jeg, det lød mega fedt”, siger Ahmed Osman.
Ro i maven
Selvom dagen for Beat Bash nærmer sig med hastige skridt, er pigerne ikke nervøse for, hvordan det kommer til at gå. Hver især har de fordelt opgaverne mellem sig, så de præcis ved, hvad de skal tage sig af på dagen.
“Vi har hørt fra mange af vores familie og venner, at de glæder sig til at komme. Men vi håber også, at der kommer folk fra andre steder i Esbjerg, og de vil være med til at holde en fest”, siger Jamila Hirad.
Pigerne er enige om, at det har været en fed oplevelse at planlægge deres egen festival. Dog forventer de ikke, at de tager en tørn mere, når næste år skal planlægges.
“Pigerne har fortalt nogle yngre veninder om projektet, og de virker interesserede, så jeg tror det bliver nogle andre, der udvikler videre til næste år”, fortæller Kiera Conboy.